Renovering skaber vækst for Vejle-byggefirma

Siden 2013 har Artusbyg haft stor succes med blandt andet vedligeholdelsesopgaver for boligforeninger.
Jesper Jensen (til venstre) og Bent Olsen valgte i efteråret 2013 at fusionere deres tømrer- og murervirksomheder til Artusbyg, som i dag er en succesfuld virksomhed med godt 60 ansatte.
Jesper Jensen (til venstre) og Bent Olsen valgte i efteråret 2013 at fusionere deres tømrer- og murervirksomheder til Artusbyg, som i dag er en succesfuld virksomhed med godt 60 ansatte.

For cirka tre år siden besluttede tømrermester Jesper Jensen og murermester Bent Olsen, at de ville lade deres to virksomheder fusionere – og dermed var byggevirksomheden Artusbyg født.

– Vi ansatte også en tidligere direktør fra en malerforretning, lige som vi havde en autoriseret kloakmester i folden. Så inden for få måneder var jeg for mit eget vedkommende gået fra at være selvstændig tømrer med fire-fem ansatte til at være medejer af Artusbyg med 40-45 ansatte, fortæller Jesper Jensen.

Det var svært at få både tømrere, malere og murere til at føle sig som ligeværdige Artusfolk. Men det er løst for længst og i dag fungerer det rigtig godt med alle faggrupper.

Medejer Jesper Jensen Artusbyg

Gennem fusionen har Jesper Jensen og Bent Olsen skabt et stærkt hold med dygtige folk inden for flere fagområder. Det giver større fleksibilitet, bedre opgavestyring, indkøbsfordele og øget konkurrenceevne.

– Vi kan næsten det hele, måske lige bortset fra el og vvs. Vores primære opgaver har været renoveringsopgaver for boligforeninger og offentlige bygherrer. Det er fortrinsvis i Trekantområdet, men vi løser da også opgaver på Fyn og i for eksempel Horsens, siger Jesper Jensen.

Selvom boligrenovering i boligforeninger har været en grundpille i byggefirmaets succes, så er der naturligvis også plads til opgaver for private. For eksempel har Artusbyg et støbe- og tømrersjak, der arbejder for et mindre typehusfirma, og den aktivitet foregår over hele landet.

Faglig sammensmeltning

Siden starten i efteråret 2013 er medarbejderstyrken vokset yderligere, og i dag arbejder 60-65 personer under samme tag i virksomheden.

De forskellige fagområder arbejder tæt sammen. Det betyder ifølge Jesper Jensen en meget effektiv projektstyring, og det er en stor succes.

– Men jeg må da indrømme, at det i begyndelsen var en udfordring at smelte de forskellige kulturer sammen. Det var svært at få både tømrere, malere og murere til at føle sig som ligeværdige Artusfolk. Men det er lykkedes, og i dag fungerer det rigtig godt med alle faggrupper, siger han og tilføjer, at et godt arbejdsmiljø vægtes højt i Artusbyg.

– Når vi har det godt internt, så kan vi også yde den bedste service. Vi vil jo gerne kendetegnes som lokalområdets serviceorgan, der kan løfte opgaven her og nu. Det har vi heldigvis været gode til indtil videre, og løser man en opgave tilfredsstillende, så er der stor sandsynlighed for, at kunden vender tilbage, konstaterer Jesper Jensen.

Mere vækst i vente

Hvad fremtiden vil bringe står lidt hen i det uvisse, men ifølge Jesper Jensen er Artusbyg slet ikke fuldt udvokset endnu.

– Det seneste år har Artusbyg gennemført flere større opgaver, både nybyggeri, renovering og omforandring, ligesom vi for nyligt har vundet et par større licitationer, som kommer til at bidrage til omsætning og indtjening.Vi har da også både planer og ambitioner om at vækste yderligere, og det kommer helt sikkert til at ske – både organisk og ved opkøb. Og måske også rent geografisk. Men det er meget vigtigt, at det ikke går for hurtigt. Organisationen skal være gearet til det. Vi er til stadighed nødt til at arbejde med effektiviseringer og logistik, ellers vil væksten ikke ende lykkeligt, fastslår Jesper Jensen.

Rnoveringsopgaver for boligforeninger og offentlige bygherrer fylder mest, men Artusbyg laver også masser af opgaver for private.
Rnoveringsopgaver for boligforeninger og offentlige bygherrer fylder mest, men Artusbyg laver også masser af opgaver for private.

Relateret indhold