Puster nyt liv i 120-årig

Børnene er rykket ud, nu skal den renoverede Østre Skole i Holbæk huse statslige styrelser og institutioner - Kullegaard har været arkitektrådgiver på transformationen.

På dåbsattesten for Østre Skole i Holbæk står der 1902. Og den blev bygget efter datidens fremherskende arkitektur og håndværksmæssige kvalitet. Gennem årene er skolen blevet modificeret, men de seneste to år har den gennemgået et omfattende renoveringsarbejde for at bringe den bevaringsværdige skole tilbage til fordums udseende – og egnet til nye opgaver.

For i dag skal Østre Skole ikke længere være skole, men arbejdsplads for 400 medarbejdere fra en række statslige institutioner. De flytter til Holbæk som led i regeringens udflytningsplan for statslige arbejdspladser.

Opgaven har derfor været at bevare skolens arkitektoniske udtryk og sjæl. Men på en måde, så bygningen opfylder alle moderne krav til et kontorbyggeri. Det arbejde har arkitektvirksomheden Kullegaard stået for.

Fra gymnastik til lune frikadeller

Og for arkitekterne har mødet mellem originale løsninger og moderne funktionalitet stillet høje krav til de valgte løsninger på projektet. For eksempel i kantineområdet, som er placeret i skolens gamle gymnastiksal, hvor udvalgte trædetaljer som ribber på vægge og træringe i loftet er bevaret.

Derudover har farveløsningerne også været afgørende for bevaring af skolens oprindelige udtryk, hvor de gamle pastelfarver på gulve og vægge er bragt til live igen.

Skolegård med nye oplevelser

Den tidligere skolegård har også undergået en større forandring. I dag er den et gårdrum med opholdsarealer omgivet af terrasserede bede. Til efteråret plantes stauder, græsser og buske, som giver et foranderligt udtryk hen over året.

Gårdrummets resterende asfaltarealer får en multifunktionel anvendelse. Dels som parkering for de ansatte i dagtimerne, og til andre aktiviteter om aftenen og i weekender. Motivet med de otte store træer, der oprindeligt stod som et centralt element i den gamle skolegård, genskabes. Og en lund foran tårnet udgøres af kunstner Benedikte Bjerres farverige univers med meterhøje kunstinstallationer.

– Vi er meget tilfredse med det færdige resultat. Ingen tvivl om, at det har været et langt og til tider hårdt forløb, men vi har gennem en konstruktiv og tværfaglig dialog med hele teamet skabt et unikt projekt, som forener det originale udtryk i den gamle skole med bygningens nye formål, fortæller adm. direktør i Kullegaard, Kasper Kullegaard.

Den nye Østre Skole er nu klar til at modtage Danmarks Evalueringsinstitut, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Danmarks Akkrediteringsinstitution og Danida Fellowship Centre, som alle rykker fra København til Holbæk.

Relateret indhold