Præstøs gamle støberihaller får nyt liv med genbrugte materialer

De 127 år gamle støberihaller i Præstø er klar til ny brug efter en tre år lang og omfattende renovering. De historiske byggematerialer er så vidt muligt genanvendt.
En række gule bygninger med skrå tage fotograferet i solen
En af de gamle industrihaller i det gamle jernstøberi i Præstø har stået 30 år uden tag. Den er nu genopført i samme stil som de andre. Foto: Kurt Rodahl Hoppe/Realdania By & Byg

De gamle støbejernssøjler står stadig i de historiske støberihaller i Præstø, som Realdania købte i 2021. De seneste tre år har hovedentreprenøren, tømrer- og entreprenørvirksomheden Egil Rasmussen fra Fredericia, sammen med en mindre hær af underentreprenører restaureret og transformeret de 1.264 kvm, der fordeler sig mellem de fem produktionshaller, en værkførerbygning med kontor og bolig samt en lagerbygning.

Foto indefra den gamle hal med grønne støbejernssøjler og loft til kip
Støberihallerne er et unikt eksempel på en bygningstype, som har været med til at bane vejen for det moderne danske samfund. Her ses bl.a. de gamle støbejernssøjler, der er bevaret. Foto: Kurt Rodahl Hoppe/Realdania By & Byg

Bygningerne i det historiske industrianlæg, der er opført i 1898, ligger samlet omkring en gårdsplads. Bag hallerne findes i dag en lille grøn oase. Nu er anlægget sikret og bevaret for eftertiden. Fremover vil det udgøre et levende historisk bymiljø.

Realdania By & Bygs adm. direktør Peter Cederfeld fortæller:

Læs også

Binder fortid og fremtid sammen: Nyt kulturhus bygges op om eksisterende råhus

– Med restaureringen har vi genskabt og bevaret industrianlæggets arkitektoniske og funktionelle udtryk og dets upolerede autenticitet. Vi har så vidt muligt genbrugt de historiske byggematerialer, ligesom vi har bevaret mange af de fysiske spor og fortællinger, som knytter sig til stedet, og som i generationer har gjort støberihallerne til en værdsat lokation i Præstø.

Klar til helt andre funktioner

Hubexos (tidl. Byggefakta) SMART-database, der indsamler data om bygge- og anlægsprojekter i Norden, anslår budgettet til 19 mio. kr. Her kan man også læse, at bygningerne fremadrettet skal indrettes som byens hus med blandt andet bibliotek, borgerservice og lokalhistorisk arkiv.

Peter Cederfeld siger:

De fem støberihaller fotograferet fra luften. På denne side er facaderne rosa. Ligger inde i en baggård
De gamle støberihaller ligger godt gemt i en baggård midt i Præstø. Bygningerne er nogle af de få intakte, sammenhængende og bynære industrianlæg fra 1800-tallet, der har overlevet udviklingen i byerne. Foto: Kurt Rodahl Hoppe/Realdania By & Byg

– Med en gennemgribende transformation har vi samtidig gjort det historiske anlæg klar til at kunne fungere som ramme om helt andre funktioner end for 100 år siden, så bygningerne kan leve videre og dermed fortsætte fortællingen om et stykke danmarkshistorie og samtidig være et eksempel på, hvordan vores fælles bygningsarv kan fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling.

Med restaureringen tilendebragt indgår Støberihallerne nu i Realdania By & Bygs samling af ca. 70 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Ejendommene er med til at fremme den levende bygningskultur.

Foto ud gennem et støbejernsvinduer. Udenfor vinduet ses en rød murstensbygning
Både materialer og flere af de fysiske spor og fortællinger, som knytter sig til stedet, er bevaret for eftertiden. Nu skal bygningerne indeholde bl.a. bibliotek, borgerservice og lokalhistorisk arkiv. Foto: Kurt Rodahl Hoppe/Realdania By & Byg

Blandt de mange bevarede ejendomme er bl.a. Marskgården i Højer, Hindsgavl Slot i Middelfart, Odense Adelige Jomfrukloster, Dyrehave Mølle i Nyborg, Søetatens Pigeskole i København samt en række gamle rådhuse.

Relateret indhold