I dag er det ofte både nemmere og billigere at rive eksisterende bygninger ned i stedet for at gå i gang med projektering af større ombygninger. Det er med til at bidrage til, at byggebranchen genererer mere byggeaffald, et unødvendigt CO2-aftryk og ofte ligeledes risikerer tab af arkitektur- og kulturhistoriske værdier.
Netop det skal standarden ’DS 11990 for bæreevnevurdering af eksisterende konstruktioner’ hjælpe byggebranchen med at få ændret på. Den giver nogle værktøjer og regler for bæreevnevurdering i forbindelse med opgradering af eksisterende konstruktioner. Regler, der kan give rådgiveren et mere klart overblik over konstruktion, statik, kvaliteten af de anvendte materialer og konstruktionsdelenes tilstand for derigennem at kunne træffe en mere kvalificeret vurdering af, hvorvidt bygningen kan opgraderes eller transformeres.
Brug for helt klare retningslinjer
– Anvendelsen af et eksisterende bygværk betyder ofte ændringer over tid. Derfor er det helt essentielt, at byggebranchen nu får nogle mere klare retningslinjer med henblik på at kunne bevare gode bygninger i stedet for at rive dem ned og begynde forfra, fortæller Erling Richard Trudsø, der er seniorkonsulent i Dansk Standard.
DS 11990 er skrevet ind i Social- og Boligstyrelsens rettelsesblad kapitel 15 om konstruktioner i vejledningen til BR18. Her nævnes også den teknisk faglige redegørelse ’Statisk undersøgelsesrapport’, som rådgiverne skal vurdere bæreevnen ud fra. Standarden DS 11990 skal læses i sammenhæng med DS/EN eurocodes og de tilhørende nationale annekser (DK NA). Indtil videre behandler den områderne sikkerhed (DS/EN 1990), betonkonstruktioner (DS/EN 1992), stålkonstruktioner (DS/EN 1993), murværkskonstruktioner (DS/EN 1996) samt geoteknik (DS/EN 1997).
Skal fremme genbrug
Som en del af ’National strategi for bæredygtigt byggeri’ udgivet af Indenrigs- og Boligministeriet i 2021 har Social- og Boligstyrelsen igangsat et initiativ, der skal fremme genbrug og genanvendelse af de bærende konstruktioner ved renovering og ombygninger af eksisterende bygninger samt medvirke til at reducere byggeriets klimabelastning.
’Guide til genbrug af bærende konstruktioner’ har til formål at understøtte genbrug af disse ved renovering og ombygning. Den henvender sig til bygningsejere og rådgivere og gennemgår de forhold, man bør være opmærksom på, når man ønsker at genbruge de bærende konstruktioner. Den er en del af projektet ’Fremme af genbrug af bærende konstruktioner’.
Ligeledes øget fokus på genbrug
I bestræbelserne på at mindske antallet af nedrivninger får byggebranchen desuden hjælp af en vejledning fra Social- og Boligstyrelsen, nemlig ’Guide til genbrug af bærende konstruktioner’. Toke Rask Frandsen, der er konstitueret centerchef for murværkscenteret ved Teknologisk Institut, fortæller, at når det gælder genbrug af byggematerialer, er der brug for regulering og vejledning på området. Han har sammen med instituttet og ABC Rådgivende Ingeniører været med til at udarbejde guiden. Som centerchef for murværkscenteret glæder han sig over, at det nu er muligt at få CE-mærket brugte mursten således, at de kan indgå i et byggeri helt på linje med nye mursten.
– Det er en udvikling, jeg håber, vi også vil se, når det gælder beton, siger Toke Rask Frandsen videre, selv om han godt er klar over, at det på betonsiden er lidt mere kompliceret end som så. Den betragtning er certificeret statiker og teknisk direktør i ABC Rådgivende Ingeniører, Michael Panton Lind, helt enig i, og han ser da heller ikke umiddelbar mulighed for, at genbrugte betonelementer kan CE-mærkes, medmindre geometrien for ny anvendelse svarer til den gamle.
Rabat på sikkerhedskonstruktionen
– Men udviklingen står jo ikke stille, og vi arbejder ligeledes på andre fronter. Eksempelvis har vi afviklet et projekt, hvor TT-dæk er blevet skåret op og genbrugt som trapper i et byggeri. Det har blandt andet været muligt, fordi der løbende kommer nye samlingsmetoder, blandt andre metoder, hvor betondelene kan skrues sammen, forklarer Michael Panton Lind. Men i teorien kan CE-mærkning af genbrugte betonelementer dog godt lade sig gøre.
Ganske som Toke Rask Frandsen er Michael Panton Lind glad for den nye DS 11990 standard, blandt andet fordi den åbner op for muligheden for så at sige at få rabat på sikkerhedskonstruktionen. Helt konkret er det muligt at få 10 pct. rabat på bæreevnen. Argumentet er, at en bygning, der har stået solidt og godt i måske 20, 30 eller 40 år, ikke sådan lige falder sammen bare fordi, man bygger om og ændrer dens funktion. Der skal dog udarbejdes en statikercertificeret tilstandsvurdering.
Stigende interesse for genbrug
Michael Panton Lind ser DS 11990 som en stor hjælp i indsatsen for at genbruge den eksisterende bygningsmasse til nye formål, og interessen for den slags projekter er stor. Som tillæg til guiden fra Social- og Boligstyrelsen er således udgivet en casesamling med 12 forskellige eksempler på konvertering af forskellige bygningsformer, hvor ABC Rådgivende Ingeniører har været involveret i en del af dem.
Toke Rask Frandsen fra Teknologisk Institut melder ligeledes om stigende interesse for genbrug, blandt andet fordi mindsettet i byggebranchen har ændret sig. Han kan således fortælle, at man laver flere og flere tilstandsvurderinger i forhold til betonbyggeri, hvor man blandt andet tilbyder udtagning af boreprøver for at vurdere betonens styrke og kvalitet, inden den indgår i et konverteringsprojekt.
Skrevet ind i BR18
Standarden ’DS 11990 for bæreevnevurdering af eksisterende konstruktioner’ er skrevet ind i Social- og Boligstyrelsens rettelsesblad kapitel 15 om konstruktioner i vejledningen til BR18. Her nævnes også den teknisk faglige redegørelse (statisk undersøgelsesrapport), som rådgiverne skal vurdere bæreevnen ud fra.
Den skal læses i sammenhæng med DS/EN eurocodes og de tilhørende nationale annekser (DK NA). Indtil videre behandler den områderne sikkerhed (DS/EN 1990), betonkonstruktioner (DS/EN 1992), stålkonstruktioner (DS/EN 1993), murværkskonstruktioner (DS/EN 1996) samt geoteknik (DS/EN 1997).