Om Renovering på dagsordenen
- Dagens Byggeri samarbejder med de 14 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
- De 14 partnere er:
- – GI Grundejernes Investeringsfond
- – Bygherreforeningen
- – Realdania
- – Dansk Byggeri
- – NCC
- – MT Højgaard
- – Danske Ark
- – COWI
- – Konstruktørforeningen
- – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- – Ingeniørforeningen IDA
- – Akademisk Arkitektforening
- – BAT Kartellet
- – Tekniq Arbejdsgiverne
Kvalitetssikring er et sikkerhedsnet, der skal sikre, at man fanger de værste fejl undervejs i processen, inden de ender som fordyrende udbedringsarbejder eller i værste fald svigt, med katastrofale konsekvenser.
Men i mange tilfælde bliver det en administrativ dokumentationsøvelse, der foregår afkoblet fra byggeprocessen. Det bliver kvalitetssikring for kvalitetssikringens skyld, og opfølgningen handler om, hvorvidt dokumentationen eksisterer. Arbejdet handler sjældent om kvaliteten af KS materialet, om arbejdet har ført til at fange fejl eller svigt på rette tidspunkt eller om hvad dokumentationen skal bruges til efterfølgende.
Vi er nødt til at (gen)etablere kvalitetssikring som en værdiskabende del af processen i byggeri og renovering – både som værdiskabende element ift. at sikre den ønskede kvalitet, men også som effektiviseringsværktøj, der skal sikre at fejl og svigt opdages i rette tid til, at man kan udbedre det, inden det bliver dyrt at skulle spole processen tilbage. Gennem årene er der kommet cirkulærer og bekendtgørelser om kvalitetssikring, men ofte kun intentioner og ikke anvisninger til, hvordan det bør udføres.
For at få kvalitetssikringen tilbage som et værdiskabende element i byggeprocessen, mener jeg, at vi bl.a. skal finde svar på centrale spørgsmål som:
– Hvordan kan vi prioritere og fokusere indsatsen?
– Hvilken dokumentation er nødvendig – og hvad bliver den brugt til?
– Kan man nedtone dokumentationen og i stedet få en grundigere indsats?
– Skal vi nytænke roller og ansvarsområder ift. kvalitetssikring?
– Hvordan integrerer kvalitetssikringsaktiviteterne med f.eks. projektgranskning, projektgennemgang, risikostyring, tilsyn m.v.?
– Hvad er samspillet mellem KS-materialet og f.eks. det projektmateriale, as-build tegninger og D&V-materiale, som afleveres til bygherren ved afleveringen af projektet?
– Hvordan involveres de udførende håndværkere i kvalitetssikringsarbejdet?
– Kan vi effektivt digitalisere KS-aktiviteten uden at drukne i data?
– Hvordan bør samspillet mellem projektering, tilsyn og kvalitetssikring være?
Vi har ikke svarene endnu, men der er en fornyet interesse i at finde dem. Renovering på Dagsordenen har taget bolden op i en fokuseret task-force, og i Værdibyg søsætter vi med støtte fra Grundejernes Investeringsfond et nyt projekt. Her vil vi søge svarene sammen med byggeriets aktører, som sidder med både udfordringer og gode løsninger i hverdagen.
Det gøres gennem en serie workshops med start den 18. juni. Her vil vi gentænke KS systemet og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan kvalitetssikring kan gå fra at være et nødvendigt onde til at blive en integreret og værdiskabende del af byggeprocessen. Resultatet vil være anbefalingerne til både projektering og udførelse og vil give bud på både bedre styringsmekanismer, incitamenter og konkrete værktøjer. Hvis man vil deltage i projektet, kan man læse mere på Værdibygs hjemmeside.
Se flere blogindlæg.