Kan cirkulær økonomi gå hånd-i-hånd med et godt arbejdsmiljø?

BLOG: Cirkulær økonomi vil ændre arbejdsprocesserne på byggepladsen ved nedrivninger - og blandt andet kræve et fast blik på arbejdsmiljøforholdene allerede under projekteringen.
Signe Mehlsen, Videntjenesten om arbejdsmiljø for bygherrer og rådgivere - samt projektleder Rune Østergaard Haven, Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet.
Signe Mehlsen, Videntjenesten om arbejdsmiljø for bygherrer og rådgivere - samt projektleder Rune Østergaard Haven, Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet.

Om Renovering på dagsordenen

  • Dagens Byggeri samarbejder med de 14 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
  • De 14 partnere er:
  • – GI Grundejernes Investeringsfond
  • – Bygherreforeningen
  • – Realdania
  • – Dansk Byggeri
  • – NCC
  • – MT Højgaard
  • – Danske Ark
  • – COWI
  • – Konstruktørforeningen
  • – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • – Ingeniørforeningen IDA
  • – Akademisk Arkitektforening
  • – BAT Kartellet
  • – Tekniq Arbejdsgiverne

I Danmark og EU vil vi have gang i den cirkulære økonomi. For byggebranchen har denne målsætning stor betydning. Bygninger skal i stigende grad designes til, at bygningsdele kan blive genbrugt, repareret og genanvendt frem for at blive kasseret. Vi skal udnytte de gamle materialers værdi mest muligt og minimere spild.

Mere nænsom nedrivning

Men for at det overhovedet er en mulighed, så skal bygninger rives ned meget mere nænsomt end i dag. De skal demonteres med omhu og ved hjælp af omhyggelig sortering, og ikke – som vi kender det i dag – nedrives med store maskiner, der blot vælter og knuser bygningerne.

Når bygningsdele skal demonteres, bliver nedrivningsprocessen på byggepladsen til en produktion, hvor slutproduktet bliver en stor mængde meget forskellige materialer, der i videst muligt omfang skal tilbage i det cirkulære kredsløb; enten som direkte en-til-en genbrug eller som råstof i produktionen af nye byggematerialer eller andre materialer.

Nedrivningsprocessen har dermed en altafgørende betydning for den cirkulære transformation af byggebranchen, og for at kvaliteten af de gamle materialer kan sikres.

Hvad med arbejdsmiljøet?

De nye arbejdsprocesser har også effekt på arbejdsmiljøet, for kan det gode arbejdsmiljø og cirkulær økonomi overhovedet forenes?

Igennem mange år har byggebranchen arbejdet på at skabe et bedre arbejdsmiljø blandt andet ved at minimere tunge løft og nedslidende manuelt arbejde – via fx øget brug af maskiner, hjælpeværktøjer og nedbrydningsrobotter.

Det er afgørende, at de nye processer som følge af målet om en mere cirkulær byggebranche ikke resulterer i et mere belastende arbejdsmiljø i nedrivningsbranchen.

Det er et emne, som Netværk for Nedrivning har sat fokus på, et netværk etableret i 2017 af Videntjenesten om ar­bejdsmiljø for bygherrer og rådgivere samt Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB), Bygherreforeningen, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar og Dansk Byggeris sektion for Nedrivning og Miljøsanering.

Der er også løsninger

Efter møder i netværket står det klart, at det er helt centralt at få tænkt arbejdsmiljøet med ind fra start, og at der skal ske en mere grundig planlægning af nedrivningerne.

At lave et godt og gennemarbejdet udbudsmateriale for nedrivninger vil give nogle svar på de nye udfordringer, ligesom der kan vindes meget ved at inddrage en aktiv og vidende arbejdsmiljøkoordinator under projektering (P) fra projektets start.

På møderne fremviste nedriverne konkrete projekter, hvor der er fundet gode arbejdsmiljøløsninger i demontage-situationer. Eksemplerne bekræftede, at demontage kræver detaljeret planlægning og tager længere tid end traditionel nedrivning, samt at der er et øget behov for brug af tekniske hjælpemidler.

Bygherrer og byggebranche skal altså berede sig på, at en mere nænsom nedtagning i det mindste i en overgangsperiode vil kræve flere ressourcer og tage længere tid at udføre. Nogle af udfordringerne vil imidlertid kunne løses ved hjælp af nye teknologiske løsninger, som vil blive udviklet – blandt andet for at undgå tunge løft.

Nu gælder det om at komme videre med de gode løsninger, finde nye – og tage dem i brug i praksis. Kun herved kan cirkulær økonomi og arbejdsmiljø forenes i den praktiske hverdag på landets byggepladser.

Læs flere pointer om møderne om cirkulær økonomi og arbejdsmiljø her.

Relateret indhold