Ingen bygninger er for hellige til energibesparelser

OBH-Gruppen renoverer i øjeblikket Dalum Kloster, hvor formålet er en stor besparelse på klosterets energiforbrug.
Dalum Kloster oplevede et stort energitab og gennemgår derfor for tiden en omfattende energirenovering. Foto: OBH-Gruppen.
Dalum Kloster oplevede et stort energitab og gennemgår derfor for tiden en omfattende energirenovering. Foto: OBH-Gruppen.

Store driftsudgifter på den fredede bygning fik nonnerne fra Dalum Kloster til at søge professionel energirådgivning. Efter en gennemgang af klosteret kom der en række konkrete forslag fra rådgivende ingeniørfirma OBH-Gruppens Team Energi. Dalum Kloster valgte at få lavet alle de foreslåede besparelsestiltag.

– Lige nu er vi i gang med en omfattende renovering af hele tageetagen. Det indebærer, at hele etagen ryddes for indervægge, lofter og andet interiør, hvorefter der udføres en komplet omlægning af varme- og vandinstallationen, siger Nick Moritzen fra OBH-Gruppen.

Der har været lidt udfordringer i forbindelse med renoveringsarbejdet. Bygningens og installationernes alder har været en udfordring, da der er en del uforudsete ting efter nedbrydningen.

Nick Moritzen OBH-Gruppen

Sparer 25-30 procent

I forbindelse med undersøgelsen af klosteret har OBH-Gruppen udregnet besparelserne på varmeregningen. Her er det vurderet, at Dalum Kloster kommer til at kunne spare 25-30 procent på deres varmeregning. Den store besparelse skyldes blandt andet, at klosteret mange steder ikke var isoleret, og at de eksisterende rørinstallationer lå uisolerede uden for klimaskærmen.

– Hele tagetagen isoleres, og de nye rør, vi lægger, bliver isoleret efter gældende love og regler og placeres i en isoleret kasse i det nye isoleringslag. Derudover var varmeanlægget meget gammelt, og det er derfor blevet renoveret, siger Nick Moritzen.

Udfordringer i energirenoveringen

Udfordringen er, at man skal energioptimere på en ældre fredet ejendom, hvor renoveringen skal være i harmoni med bygningen. Der skal holdes fast i den oprindelige stil, og renoveringen skal forblive tro mod bygningen. Gennemgang, beregning og rapportering af tiltag på Dalum Kloster tog en måned, og nu er håndværkerne i gang med renoveringen, som forventes at tage seks måneder.

Klosteret er oprindeligt opført omkring år 1200 som Benediktinerkloster, og det er gennem tiden blevet erstattet med en hovedbygning og to tilhørende fløje fra 1800-tallet. Sidenhen er der opført tilbygninger fra 1957 til 1966.

– Der har været lidt udfordringer i forbindelse med renoveringsarbejdet. Bygningens og installationernes alder har været en udfordring, da der er en del uforudsete ting efter nedbrydningen. Dertil har der været en del dialog med kulturarvsstyrelsen i forbindelse med fredningen/bevaringsværdigheden af klosteret, som også har bevirket, at der er ansøgt om tilladelse til at foretage bygningsarbejder på bygingen. Derudover bliver bygningerne også brugt samtidig med renoveringen, og det er selvfølgelig også noget, vi skal tage højde for, siger Nick Moritzen.

Den gennemgribende renovering af klosteret forventes at være færdig i midten af 2016.

Klosteret ventes af kunne spare 25-30 procent på varmeregningen efter renoveringen. Foto: OBH-Gruppen.
Klosteret ventes af kunne spare 25-30 procent på varmeregningen efter renoveringen. Foto: OBH-Gruppen.

Relateret indhold