Gods genopstår 12 år efter brand

12 år efter at et lyn slog ned i Sparresholm Gods og startede en brand, der kun efterlod ydermurene, er hovedbygningen og den nordlige fløj færdigrestaureret.
Genopbygningen har omfattet en lang række af specialløsninger. Blandt andet har Vahle Døre leveret 30 håndlavede snedkerdøre.

Godsejer Thomas Garth-Grüner oplevede i 2013 sit værste mareridt. Familiens bolig – Sparresholm Gods på Sydsjælland – som han havde overtaget fra sine forældre i 2004, udbrændte totalt. Et lyn slog ned, og en voldsom brand efterlod kun de rå ydermure.

Ikke lang tid efter besluttede Thomas Garth-Grüner sig for, at godset skulle genopbygges.

Læs også

Efter Børsen-branden: 5 bud på bedre brandsikring af historiske bygninger

Og nu nærmer genopbygningen sig sin færdiggørelse.

Hovedbygningen og den nordlige fløj har gennemgået en omfattende genopbygning og restaurering.

– Det har været en lang og kompliceret proces at genopbygge Sparresholm Gods, siger bygherrerådgiver og projektchef Poul Christiansen og fortsætter:

– Godset er fredet, og det betyder, at der er mange forhold at tage højde for – for eksempel valg af teglsten, synlige loftsbjælker af egetræ, loftshøjde, rumstørrelser, vinduesplaceringer og -størrelser.

Føles nøjagtigt som de originale

Genopbygningen har omfattet en lang række af specialløsninger.

Læs også

Markant løft og millioner til hovedværk i dansk arkitektur

Thomas Garth-Grüner hæfter sig særligt ved egetræs-trappen i hallen:

– Jeg kan mærke, at håndlisten og balustrene føles nøjagtigt som de originale, jeg husker fra min barndom. Selvom godset brændte helt ned, så kun yderskallen var tilbage, kan jeg nu genkende og glædes over noget, der er som dengang.

Nu resterer kun slutrestaureringen af den sydlige fløj, som forventes færdiggjort om halvandet år, hvorefter gårdspladsen kan genskabes.

Relateret indhold