Forpagterboligen på Fuglsang er mere end 150 år gammel, og var indtil for nylig i fare for at forfalde helt.
Sidste sommer blev den historiske bygning sat fuldstændig i stand udvendigt. Nu er turen kommet til bygningens indvendige dele. Dermed kan forpagterboligen udfyldes med nye funktioner som centrum for en række forskellige kulturaktiviteter i og omkring Fuglsang.
Konkret skal bygningen fremover huse Fuglsang Kunstmuseums aktiviteter for kulturformidling til børn med forskellige værksteder. Derudover bliver forpagterboligen hjemsted for Storstrøms Kammerensemble, som her får nye, velindrettede øvelokaler samt lokaler til administration.
Desuden bliver det tidligere mejeri, opført som en del af forpagterboligen, nu omdannet til koncertsal, og her vil publikum fremover kunne opleve Kammerensemblets koncerter.
Klar til foråret
Renoveringen af forpagterboligen gennemføres af en nyetableret fond, Renoveringsfonden. Guldborgsund Kommune, Realdania og Arbejdsgivere i Nykøbing Falsters Fond støtter projektet økonomisk.
Det er Arkitektfirmaet Kent Pedersen, som har udformet den nye indretning af bygningen. Den udvendige istandsættelse af forpagterboligen er finansieret af Guldborgsund Kommune, EU-midler via de såkaldte LAG-midler og Arbejdsgivere i Nykøbing Falsters Fond.
Efter planen er forpagterboligen klar til de nye brugere og publikum i foråret 2016.