Asbestholdige materialer findes fortsat i danske bygninger, og asbestproblematikken dukker jævnligt op i renoveringsprojekter. Indåndes asbeststøv, kan det give alvorlige sundhedsproblemer, og tager man ikke højde for asbesten tidligt i renoveringsprojektet, kan det dertil betyde, at projektet bliver både forsinket, mere omfangsrigt og omkostningstungt.
For dyrt kan det være, det skidt. Således viser en søgning i Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter, at der mellem 2015 og 2025 er eller vil blive brugt samlet 7,5 mia. kr. på 94 projekter, hvor renovering for asbest indgår. Blandt projekterne er en del skoler og almene boliger.
Derfor er det en god idé at have en professionel byggerådgiver ind over store som små renoveringsprojekter i foreningen. Det er forberedelsen om et evt. nyt tag i ejerforeningen Jægersborg Allé 39/Christiansvej 1 i Charlottenlund et godt eksempel på.
Her er pensionerede bygningskonstruktør Ulrich Freddie formand for bestyrelsen, og derfor var det ham, der tog turen op i de højere luftlag for at besigtige foreningens tag efter to voldsomme storme i februar.
Fra liften blev han dog hurtigt klar over, at taget havde flere defekter end nedrevne tegl.
– Taget var i dårligere forfatning, end vi troede. Det var tydeligt, at vores vedligeholdelsesplan skulle revurderes, siger Ulrich Freddie, der fik MMake Ingeniører og Bygningskonstruktører til at vurdere taget.
Fandt asbeststøv
Anbefaling fra ingeniørfirmaet var en snarlig udskiftning af taget, men ved gennemlæsning af vurderingsrapporten blev bestyrelsen gjort bekendt med, at ingeniørfirmaet også havde fundet asbeststøv på loftarealerne.
Asbest blev tidligere anvendt i en lang række byggematerialer som f.eks. beklædnings-, loft- og vægplader, vinyl, støbegulve, puds, tagbeklædning samt rør- og kedelisolering, men anvendelse af asbestholdige materialer har været forbudt i Danmark siden midten af 1980’erne, da asbest kan give asbestose og kræft i lunger og lungehinder.
Selvom det er forbudt at bruge asbest eller asbestholdigt materiale, er det fortsat tilladt at nedrive, reparere og vedligeholde bygninger m.v., hvor der er brugt asbestholdigt materiale, oplyser Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg, BFA Bygge & Anlæg.
Virker uproblematiske, men…
Ejerforeningens problem med asbest skyldes ifølge bygningskonstruktør hos MMake, Mads Møller, at skiftende blikkenslagere over tid har foretaget reparationer på varmerør på loftet. De har skåret isoleringen i stykker uden at forsegle ved ventilerne efterfølgende.
– Vi oplever ofte, at man i boligforeningerne foretager smårenoveringer og mindre indgreb i bygningen, som umiddelbart virker uproblematiske. Men det kan give udfordringer, fordi der i gamle bygninger gemmer sig miljøskadelige stoffer i byggematerialerne. Det kan f.eks. være asbest i rørisolering, som i det her tilfælde, eller tungmetaller i maling, siger Mads Møller, og forsætter:
– Disse stoffer udgør ikke nødvendigvis en risiko, når de er isoleret i byggematerialer. Men bliver materialerne brudt op, så bliver stofferne spredt til omgivelserne. Og det kan udgøre en sundhedsrisiko for beboerne. Derfor er det en idé at tale med en byggerådgiver om miljøskadelige stoffer selv ved mindre renoveringsopgaver.
Ved større renoveringsprojekter er det ligeledes vigtigt, at boligforeningen har en rådgiver inde over for at sikre, at arbejdsmiljøet er i orden, inden håndværkerne går i gang. Hvis foreningen hyrer en entreprenør til f.eks. en tagrenovering, og man pludselig finder asbest i området, mens arbejdet står på, så går byggeriet i stå. Projektet bliver forsinket, mere omfangsrigt og omkostningstungt.
Ejerforeningen Jægersborg Allé 39/Christiansvej 1 har nu gang i asbestsanering på loftet. Hvis det indbefatter at rive asbestholdigt materiale ned, skal boligforeningen anmelde det til Arbejdstilsynet.
Ikke et overstået kapitel
I maj blev regeringen og alle Folketingets partier enige om en række nye initiativer, der skal styrke indsatsen mod udsættelse for asbest. Dette på baggrund af, at selvom anvendelse af asbest har været forbudt i Danmark i mere end 35 år, får det hvert år stadig konsekvenser for mange danskere at have arbejdet med asbest.
Særligt i byggebranchen udgør asbest stadig en udfordring for arbejdsmiljøet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udtaler:
– Selvom asbest har været forbudt siden 1980’erne, og der er skrappe regler på området, er asbest desværre ikke et overstået kapitel i dansk arbejdsmiljøpolitik. Det er derfor ekstremt vigtigt, at alle ved, hvordan man beskytter sig selv og hinanden mod den kræftfremkaldende asbeststøv og at der er viden om, hvordan asbest skal håndteres, når man støder på det.
Dette efterår indkalder Folketingets partier til forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale. Her vil indsatsen mod de skadelige virkninger af asbest indgå i forhandlingerne.