Flotte facader fremmer følelsen af Frederiksberg

Facader har stor betydning for Frederiksbergs særlige æstetik og stemning. Derfor har Frederiksberg Kommune igen kåret de flotteste af slagsen.
Gavlmaleriet af 'Gingemanden', der barberer sig med selerne hængende nede om fødderne, kan ses på Hostrupsvej 18. Den farverige gavl vinder i kategorien 'Værdi til byrummet'.
Gavlmaleriet af 'Gingemanden', der barberer sig med selerne hængende nede om fødderne, kan ses på Hostrupsvej 18. Den farverige gavl vinder i kategorien 'Værdi til byrummet'.

For fjerde gang præmierer Frederiksberg Kommune de facader, der giver værdi til byrummet – via farver, former og kvalitet. I år skal vinderne findes i tre nye kategorier, hvor bæredygtighed er et af fokusområderne:

Årets kategorier er:

– Værdi til byrummet

– Bæredygtig kvalitet

– Forandring med respekt.

Facadepræmieringen hører under Frederiksberg Kommunes Klima-, plan- og boligudvalg, hvor formand Rasmus Holme Nielsen er begejstret for, at borgerne har været aktive i forhold til præmieringen.

– Vi hylder noget, der er uhyre vigtigt for byen og dens udtryk. Og jeg er særligt glad for, at det netop er borgerne, som nominerer de forskellige projekter. Det viser, at der fortsat er et kæmpe folkeligt fokus på at passe på vores smukke by, siger han.

De endelige vindere er udpeget af kommunens Facadeudvalg.

I kategorien ‘værdi til byrummet’ præmieres et projekt, der ikke bare giver værdi til egne brugere og beboere, men også til Frederiksberg og byrummet. Her blev det reetableringen af gavlmaleriet på Hostrupsvej 18 af ‘Gingemanden’, der barberer sig med selerne hængende nede om fødderne, der løb med prisen.

Ombygningen af Lindevangs Allé 8-12 får i denne kategori rosende omtale.

Facaden på Frese & Sønners rammebutik vinder i kategorien 'bæredygtig kvalitet'.
Facaden på Frese & Sønners rammebutik vinder i kategorien ‘bæredygtig kvalitet’.

Prisen ‘bæredygtig kvalitet’ uddeles til et projekt, der passer godt på særlige Frederiksbergske værdier ud fra et bæredygtigt, arkitektonisk og kulturhistorisk perspektiv.

Modtager af prisen blev butiksfacaden på H.C. Ørsteds Vej 39A – Frese & Sønners rammebutik, der gennem 100 år har fremstået som en facade med kvalitet.

Restaurering af butiksfacader på Vesterbrogade 198 og Schlegels Allé 1 modtager i samme kategori rosende omtale.

Udskiftning af vinduer, altandøre og altanværn på Kingosgade 8 og Boyesgade 8-14 har på enkel vis opdateret bygningen med fokus på at bevare dens identitet.
Udskiftning af vinduer, altandøre og altanværn på Kingosgade 8 og Boyesgade 8-14 har på enkel vis opdateret bygningen med fokus på at bevare dens identitet.

I kategorien ‘forandring med respekt’ honoreres den vellykkede ombygning af en eksisterende bygning – med respekt for bygning og identitet. Vinderen blev facaderenoveringen på Kingosgade 8 og Boyesgade 8-14, hvor en udskiftning af vinduer, altandøre og altanværn på enkel vis har opdateret bygningen med fokus på at bevare dens identitet.

I kategorien får hele to projekter rosende omtale, nemlig nye gadealtaner på Rahbeks Allé 2A-D og Vesterbrogade 161-167 samt de nye tagboliger på Frederiksberg Allé 32.

Beriger byen

Borgmester Michael Vindfeldt er glad for de flotte resultater og de nye kategorier:

– Det er en fornøjelse at være med til at præmiere disse flotte projekter, som er med til at berige vores by. Frederiksberg har tradition for smuk og æstetisk arkitektur, og vi har mange bygninger med mange år på bagen. Derfor glæder det mig at se, hvor mange borgere, der sætter pris på Frederiksbergs historie og renoverer med respekt for datidens detaljer og samtidig har fokus på bæredygtighed, siger han.

Vinderne modtager en plakette og et diplom i glas og ramme. Modtagerne af rosende omtale får overrakt et diplom.

Prisen uddeles hvert andet år, og er et supplement til den traditionsrige præmiering af nybyggeri, som afholdes i ulige år. Præmieringsfesten for vinderne blev afholdt onsdag den 30. november på rådhuset.

Relateret indhold