Det bliver Enemærke & Petersen, der skal stå for renoveringen af afdelingen Engparken for Dragør Boligforening.
Det oplyser MT Højgaard Holding.
Projektet udføres i hovedentreprise med en entreprisesum på 378 mio. kroner og er betinget af opnåelse af skema B-tilsagn fra Dragør Kommune.

KAB og E&P viser effektiv vej til færre konflikter
Engparken på Amager består af 262 lejeboliger fordelt på 12 etageblokke i tre plan og 70 rækkehuse i to plan.
Enemærke & Petersens hovedentreprise omfatter bl.a. efterisolering af facader, udskiftning af tage og altaner, nye el-, varme- og vandinstallationer, etablering af ventilation, landskabs- og kloakarbejder samt opførsel af et nyt fælleshus.
Arbejderne forventes at begynde i foråret 2026 og skal efter planen afsluttes i juli 2029.
Renoveringen støttes af Landsbyggefonden, og den nye ordre i Dragør er vundet i et offentligt udbud.
Erfaring, inddragelse og god planlægning
Foruden den netop vundne opgave er Enemærke & Petersen er p.t. i gang med ca. 40 renoveringsprojekter for almene boligselskaber, inklusive opgaver i de flerårige byggepartnerskaber med boligorganisationerne KAB og Civica:
– Vi er glade for, at Dragør Boligforening har valgt Enemærke & Petersen til at stå i spidsen for renoveringen af Engparken, og vi ser meget frem til samarbejdet, hvor vi vil trække på vores erfaring med at levere kvalitetshåndværk og samtidig sikre en god proces og dialog med beboere og øvrige involverede parter. Inddragelse og god planlægning er afgørende for at komme godt i mål med indsatsen, siger forretningsområdechef Tjørn Djurhuus, Enemærke & Petersen.

Raunstrup og E&P samler de jyske aktiviteter i én virksomhed
Koncernen oplyser videre, at den nye ordre ikke påvirker MT Højgaard Holdings forventninger til 2025. Forventningerne er uændret en omsætning på 10-10,5 mia. kroner og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kroner.