Ekspertrådgivning kan fremtidssikre renovering

Holdbarhed og kvalitet af murede facader kan med fordel vurderes forud for en renovering. Det har Boligforeningen Alboa erfaret.
For dette murværk er anbefalingen en ommuring. Der ses frostskader, som viser sig som tydelige afskalninger af murstenene. Skaderne skyldes, at vand bliver ophobet i stenene, da overfladen over tiden er blevet tæt. Foto: Teknologisk Institut.
For dette murværk er anbefalingen en ommuring. Der ses frostskader, som viser sig som tydelige afskalninger af murstenene. Skaderne skyldes, at vand bliver ophobet i stenene, da overfladen over tiden er blevet tæt. Foto: Teknologisk Institut.

Boligforeningen Alboa har netop haft Teknologisk Institut til at undersøge de murede facader forud for renovering af 294 rækkehuse i Aarhus. Formålet er at vælge den rigtige strategi for renoveringen fra start.

– Boligafdelingen har været plaget at et accelererende skadesforløb med delaminering af mursten, som har nødvendiggjort udskiftning af flere og flere sten. Vi vil derfor nu have en langtidsholdbar løsning, men også sikre, at vi kun renoverer hvor det er nødvendigt. Derfor valgte vi at inddrage eksperter i murværk fra Teknologisk Institut, siger byggechef hos Alboa Niels Eilersgaard og fortsætter:

– Deres undersøgelser har blandt andet vist, at flere facader har en restlevetid på mere end 40 år. De facader behøver vi ikke renovere, og der hvor vi skal renovere, gør vi det, så vi undgår kontinuerligt vedligehold.

Målrettet renovering

Mette Stubager Moesgaard, sektionsleder fra Teknologisk Institut er en af de eksperter, som har været involveret i opgaven.

– Vi er glade for at blive inddraget i projekterne før renoveringen starter. På den måde kan vi sikre at opgaverne løses rigtigt fra start og at vores kunder får den rigtige langsigtede løsning. Ofte kommer vi først ud når skaden er sket, men ved at blive inddraget fra start, kan vi ofte spare kunderne for mange penge, siger Mette Stubager Moesgaard, og opfordrer også til, at de mange boligforeninger med forestående renoveringer med midler fra Landsbyggefonden husker at lægge en god strategi, så deres renoveringsinvesteringer skaber mest mulig værdi.

Ingen lappeløsninger

I projektet har Teknologisk Institut udformet en anbefaling for udbedring af alle facader. Murværkeret restlevetid er blevet vurderet afhængig af orientering og eksponering for vejrlig (syd, vest, øst, nord). Overordnet er anbefalingen, at udbedring laves ved at ommure hele facader. Udskiftning af enkelte skadede sten er dermed ikke en del af strategien.

Mette Stubager Moesgaard, sektionsleder fra Teknologisk Institut er en af de eksperter, som har været involveret i opgaven. Foto: Teknologisk Institut.
Mette Stubager Moesgaard, sektionsleder fra Teknologisk Institut er en af de eksperter, som har været involveret i opgaven. Foto: Teknologisk Institut.

– Boligforeningen Alboas renovering er faktisk et godt eksempel på, at en helhedsorienteret løsning er bedre end mindre partielle løsninger med for eksempel udskiftning af enkelte skadede sten. Vælger man at udskifte enkelte sten, kan det faktisk føre til en acceleration af skadesudviklingen i dette tilfælde. Det skyldes, at der tilføres mere fugt ved selve udskiftningen og fordi de nye sten vil have en mere åben overflade, forklarer Mette Stubager Moesgaard.

Husene er opført i starten af 1980’erne og noget af murværket har blandt andet skader i form af afskalninger af murstenene.

Relateret indhold