DGNB-certificeret renovering i Nordjylland

Bygning C på Region Nordjyllands botilbud, Sødisbakke, har modtaget DGNB-sølv, og det er det andet DGNB-projekt fra den nordjyske entreprenør, Lund & Staun.
Lund & Staun har renoveret Region Nordjyllands botilbud Sødisbakkes Bygning C samt udvidet den med en ekstra etage og en tilbygning. Pressefoto.
Lund & Staun har renoveret Region Nordjyllands botilbud Sødisbakkes Bygning C samt udvidet den med en ekstra etage og en tilbygning. Pressefoto.

Sødisbakke er et pædagogisk botilbud under Region Nordjylland, hvor entreprenøren Lund & Staun nu har renoveret områdets Bygning C samt udvidet den med en ekstra etage og en tilbygning. Bygningen rummer blandt andet lejligheder, fællesrum, festsal og personalefaciliteter. Renoveringsdelen strakte sig over 3.130 kvadratmeter, mens udvidelsen er på sammenlagt 354 kvadratmeter. Det skriver Lund & Staun i en pressemeddelelse.

Den nordjyske entreprenør fortæller, at det er det første DGNB-certificerede renovering i Danmark. Og da der er tale om renovering og nybyggeri i kombination, har DGNB-certificeringen ikke kun handlet om at sikre et højt niveau i de nye bygningsdele. En central del af arbejdet har også bestået i at tage højde for, hvilken stand, de eksisterende bygninger var i, lyder det i pressemeddelelsen.

Vigtige erfaringer

Foruden Lund & Staun som totalentreprenør er projektet udført af det aalborgensiske arkitektfirma Arkinord samt Rambøll, der både er ingeniørrådgiver og DGNB-auditor.

Bygning C er oprindeligt opført i 1959 samt ombygget i 1986, og netop arbejdet med de gamle bygninger har givet interessant viden om DGNB-certificeret renovering, fortæller Lund & Staun. Projektet bidrager således til Teknologisk Institut og SBi’s branchevejledning i livscyklusvurdering af renoveringsprojekter.

Hos Rambøll fremhæver DGNB-auditor Gitte Gylling Hammershøj Olesen desuden, at projektet er vigtigt for fremtidige certificerede renoveringsprojekter.

Tredje DGNB-byggeri

Hos Lund & Staun, som tidligere har opført det DGNB-certificerede Sundhedshus Pandrup, er man naturligvis glade for, at certificeringen på Sødisbakke er i hus. Samtidigt bliver der set frem til endnu mere bæredygtigt byggeri.

I øjeblikket arbejder den nordjyske entreprenør således i Aalborgs Karolinelund med opførelsen af en børnehave på 700 kvadratmeter som 2020-byggeri og til DGNB-platin. Dette projekt, som dermed bliver det tredje DGNB-byggeri fra Lund & Staun, står klar til efteråret.

Relateret indhold