Nye tal fra analyseinstituttet Voxmeter blandt 3.000 danskere viser, at renoveringslysten i Danmark langt fra er forsvundet.
I undersøgelsen, der er foretaget på vegne af gulvproducenten Timberman, svarer 66 procent, at de drømmer om at sætte et boligprojekt i gang det kommende år.
Men samtidig står økonomien som en markant stopklods for de større projekter, der kræver håndværkere, dyre materialer og finansiering.
Blandt dem, der ønsker at renovere inden for det næste år, siger 47 procent, at økonomien kan afholde dem fra at gå i gang.
Ny arkitekturpris skal få danskerne til at bevare i stedet for at bygge nyt
Konkret angiver boligejere højere renter og stigende byggeomkostninger som de primære årsager til at droppe eller udskyde projekter.
12 procent angiver, at de har valgt at gennemføre renoveringen selv som et værn mod højere priser, mens knap seks procent er gået på kompromis med materialerne for at få boligprojektet ført ud i livet.
Minder om coronanedlukningerne
Undersøgelsen viser også, at 58 pct. er i gang med renoveringsprojekter – sidste år var tallet 44 pct.
Selvom flere danskere har gang i projekter i boligen, noterer Mogens Fisker, direktør hos Timberman, dog en ændring i dag, hvor det især er mindre projekter som malerarbejde og gulvskift, der har rykket i danskerne til forskel fra for et år siden.
Danskernes boliger bliver større, men behovet er reelt mindre
– Mange har lavet mindre forbedringer som malerarbejde, udskiftning af gulve og generel opfriskning af hjemmet, siger Mogens Fisker og fortsætter:
– Det er typisk projekter, der kræver begrænsede midler, men som stadig bidrager til at løfte boligens udtryk og funktion. Lidt det samme som vi så i forbindelse med coronanedlukningerne.
