Nedrenovering af boliger
- Adresse: Skovvejen, 6000 Kolding
- Projektnavn: Afd. 2 – Skovvejen
- Bygherre: Boligselskabet Kolding
- Bygherreadministrator: Boligkontoret Danmark
- Involveret i projektet: Realdania og Kolding Kommune
- Skitseprojekt: Ingeniør’ne
- Bygherrerådgivere: Viggo Madsen A/S, Bisgaard/Ejsing og arkitektfirmaet Frost Larsen
- Forventet byggestart: December 2025
- Forventes færdig: 2030
- Anslået budget: 300 mio. kr.
- Anslået omfang: 31.300 kvm, 4 etager, 444 Lejligheder. Projektet omfatter nedrenovering af ca. 198 familieboliger, ombygning af eksisterende familieboliger til ungdomsboliger og opførelse af ca. 42 ældreboliger. Ca. 14.000 etagekvadratmeter skal nedrives, ca. 17.000 kvm ombygges og renoveres samt ca. 2.700 kvm nybyggeri. Der etableres ny infrastruktur i afdelingen. Byggearbejdet planlægges udbudt som totalentreprise i EU-udbud med forudgående prækvalifikation ultimo 2024. I totalentreprisen indgår nedrivningsentreprise.
- Kilde: SMART/Byggefakta
Boligselskabet Kolding har valgt to gamle kendinge, ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Frost Larsen, samt Bisgaard/Ejsing som bygherrerådgivere i forbindelse med en omfattende nedrenovering af Boligområdet Skovvejen.
Projektet, der omfatter både nedrivning, renovering og nybyggeri er en del af den såkaldte parallelsamfundspakke, så området omdannes til et mere blandet boligområde med en mere varieret beboersammensætning. Arbejdet i området vil stå på over en periode på ca. fem år – fra 2025-2030, hvor det ny Skovvejen forventes at stå klar.
Læs også: Boligentreprenørs konkurs rammer projekter for mere end 3 mia. kr.
– Skovvejen er en utrolig spændende sag, som må siges at indeholde alle udfordringer inden for renovering og helhedsplaner, der er vores kerneområde. I forbindelse med omdannelsen af Skovvejen er der blandt andet nedrivning af blokke og boliger, nedbrydning af etager, gennembrydninger, miljøarbejder og et spændende infrastrukturprojekt samt nye boliger, siger adm. direktør Jesper Lund fra ingeniørfirmaet Viggo Madsen, der sammen med Frost Larsen allerede er i gang med at opføre 36 almene boliger for boligforeningen ved Lunderskov.
Færre familieboliger
Udover at antallet af familieboliger sættes ned med 60 %, og afdelingens ungdomsboliger bibeholdes, etableres der ældreboliger, og boligselskabet arbejder på at etablere et seniorbofællesskab i afdelingen. For at imødekomme kravene om en ændret beboersammensætning skal 198 af de nuværende familieboliger omdannes eller rives ned.
Læs også: Transformerer udsat boligområde for en halv milliard kroner
– Med så stort et projekt, som det vi har i vente med omdannelsen af Skovvejen, er det alfa og omega, at bygherrerådgiverne både kan tage teten, inddrage bestyrelse og byggeudvalg og være tovholdere i hele forløbet, siger Bjarne Olesen, formand for Boligselskabet Kolding.
Omdanner også udearealer, veje og stier
Boligselskabet Kolding, Landsbyggefonden og Kolding Kommune har arbejdet sammen om en ny helhedsplan for området. Sidste år blev projektet godkendt af både organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Kolding og af beboerne med et stort flertal.
Med valget af bygherrerådgivere er man kommet et godt skridt videre i den lange proces. Herfra skal der udarbejdes et byggeprogram for renoveringen af boligerne, for nybyggeri af ældreboliger og for omdannelsen af udearealer, veje og stier.
Læs også: Bedre end forventet – trygheden er i top i almene boligområder
Herefter følger et EU-udbud med prækvalifikation i totalentreprise, og til sidst vælges en totalentreprenør, og skema B-budget skal godkendes af kommune og landsbyggefond. Skema A er godkendt.
Først derefter begynder totalentreprenørens planlægning og projektering til udførelse, og nedrivninger kan gå i gang i etaper. I alt kommer det omfattende projekt til at koste ca. 300 mio. kr. i byggeudgifter anslår SMART, Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter (se faktaboks).