Splitter stadion i Aarhus ad – genbruger sæder og beton

Der er allerede aftagere til bl.a. sæder og betonelementer fra Ceres Park, som er ved at blive revet ned i Kongelunden i Aarhus, hvor et nyt og større stadion skal opføres.
Der er mere end 19.000 sæder i Ceres Park. De kan nu komme ud på andre stadions. Også trappetrin og betonelementer fra tribunerne får nye funktioner i området omkring det nye stadion, der opføres i Kongelunden.
Der er mere end 19.000 sæder i Ceres Park. De kan nu komme ud på andre stadions. Også trappetrin og betonelementer fra tribunerne får nye funktioner i området omkring det nye stadion, der opføres i Kongelunden.

Nedrivningen af Ceres Park, hvor AGF spiller holdets superligakampe, er nu sat i gang. Det er nedbrydningsfirmaet P. Olesen, der står for arbejdet, som kommer med en twist. For Aarhus Kommune og AGF har reserveret 2.500 sæder, som efter planen skal genbruges på andre af byens idrætsanlæg. Også andre sportsklubber rundt i landet har vist interesse for at aftage sæder m.m.

Også trappetrin og såkaldte L-elementer i beton fra tribunerne får nye funktioner i området omkring det nye stadion, hvor en opdateret idrætsby med bl.a. et nyt, åbent atletikstadion samt et Sportens Hus med faciliteter for bl.a. styrketræning, cykelsporten, cardio, kampsport, idrætsklinik, atletlounge, en moderne sportshal, akademiboliger, dagligt træningsmiljø for eliteidrættens udøvere samt administrative funktioner for flere eliteorganisationer skyder op over de næste par år.

– Vores udgangspunkt er et ønske om at genbruge eller genanvende så meget som muligt af det, vi tager ned, fortæller Hardy Pedersen, der er projektdirektør for Kongelunden og fortsætter:

– Jo mere, vi kan genbruge, jo mindre nyt skal der produceres, og i byggeriet er det typisk fremstillingsprocessen, der er tung på klimakontoen.

Genopfører 1:1 i Horsens

P. Olesen kigger for tiden på meget mere direkte genbrug. Således påbegyndte nedrivningsvirksomheden i december nedtagningen af en betonelementhal i Åbyhøj, der gerne skal genopføres 1:1 i Horsens.

I forhold til Ceres Stadion råder nedbrydningsfirmaet, som en del af entreprisekontrakten, over det stål, beton og øvrige materialer, der bliver tilbage fra det eksisterende stadion. Hvorvidt der for de resterende materialer bliver tale om direkte genbrug eller genanvendelse i form af f.eks. omsmeltning, ligger endnu ikke fast.

Kan spille på Ceres Park hele året

Det er A. Enggaard, der som hovedentreprenør har ansvaret for stadionprojektet, der samlet har et budget på 650 mio. kr. A. Enggaard var prækvalificeret sammen med Aarsleff, MT Højgaard, NCC Danmark og Nordstern.

De hviie fodboldfans kan stadig støtte deres hold på Ceres Park i hele 2024. Arkivfoto
De hviie fodboldfans kan stadig støtte deres hold på Ceres Park i hele 2024. Arkivfoto

I stedet for Ceres Park opføres et nyt stadion, tegnet af den verdenskendte tegnestue Zaha Hadid Architects fra London, der vil skyde op for enden af Stadion Allé. Det nye stadion får 22.000 siddepladser og op til 24.000 tilskuere i alt. Det forventes færdigt i sommeren 2026.

Selv om hovedtribunen på stadion nu som det første forsvinder, vil AGF stadig spille sine Superligakampe på stadion i hele 2024. Først herefter bliver resten af det eksisterende stadion taget ned.

Relateret indhold