Hos tag- og facadeleverandøren går det godt. Rigtig godt endda.
Direktør Mads Røge indgyder optimisme og fastslår, at 2022 bliver endnu bedre end succesåret 2021:
– Salg af projekter til opførelse i 2022 er større end nogensinde, så vores pipeline ser meget sund ud, siger han.
Årsagen til de gode tider, der ser ud til at blive bedre, er blandt andet, at virksomheden for alvor er ved at slå igennem uden for landets grænser:
– Det er mærkbart, at vi er ved at blive et kendt brand i Sverige. Vi sælger godt og glæder os over stadig flere henvendelser fra svenske arkitekter og bygherrer, siger Mads Røge og fortæller, at en svensk søgeordsanalyse har vist, at virksomheden er blandt de 30 mest søgte ord i byggeriet i Sverige.
– Det har også været en hård proces, men nu prikker vi hul igennem i Sverige. Et er at være populær, men det er først for alvor godt, når det tikker ind i ordrebogen.
Sverige er første skridt
De senere år har særligt skærmtegl vist sig som en populær løsning blandt arkitekter, der har anvendt terracottetegl og lignende facadeprodukter på flere markante og profilerende byggerier. Det har givet arkitekter og bygherrer i nabolandene færten af, at der sker noget i Danmark, og i Sverige har Komproment derfor valgt at skalere sit danske koncept med levering af et totalt produktsortiment af både skifer, tegl, beton og systemsalg indenfor såvel tag som facade.
– Vi stiller back office, beregning, servicering af byggepladser og så videre til rådighed. Det handler om at skabe værdi, hvor kunden befinder sig, og vi er i Sverige bemandet med folk, der kender til Sverige og svensk byggeindustri, understreger Mads Røge.
Solceller klar til Tyskland
Den næste satsning for leverandørvirksomheden bliver formentlig Tyskland – og på et ‘gammelt’ område.
Tag- og facadeleverandøren var blandt de første på det danske marked, der arbejdede med integrerede solcelleløsninger til virksomhedens tag- og facadeprodukter, dog uden større succes. Men hvad man har lært, glemmer man ikke:
– Vi ved, at vi har nogle løsninger, som er interessante også i Tyskland, siger direktør Niels Heidtmann.
Han tilføjer, at der er meget stor generel interesse for nordisk arkitektur og design hos vores nabo mod syd, og at Komproment helt sikkert noget at byde på i forhold til solceller, som er mere i vælten på det tyske end på det danske marked:
– Vi forventer os meget af det tyske marked, hvor solenergi tilmed bidrager til bygningscertificeringerne. Det er derfor vigtigt at kunne levere denne vare, og da solceller bliver substitueret kraftigt økonomisk, hjælper det til med at få opbygget en stor efterspørgsel.
Masser af positive oplevelser
Ifølge Niels Heidtmann arbejder virksomheden lige nu med flere end 100 detaljerede henvendelser på de solcelleløsninger, man har udviklet i Komproment til integrering i facadesystemer med tegl, beton og skifer.
– Det har derfor været et efterår med masser af positive oplevelser, og vi forventer inden længe at blive klar til at gå all-in på det tyske marked, hvor det i første omgang handler om at øge kendskabsgraden til varemærket Komproment og at vise os frem, siger Niels Heidtmann.
På hovedkontoret i Svenstrup ser man Tyskland som det næste marked, hvor tag- og facadeleverandøren åbner selvstændigt landekontor. Virksomheden blev i september repræsenteret på det svenske marked.