Jernpladsen har i over 40 år været kendt for bunkevis af gammelt rustent jern og skrot på en særdeles velbeliggende grund i Søborg nord for København. Men nu er hele pladsen blevet ryddet, og den 7500 kvadratmeter store grund skal forvandles til et slaraffenland for byggefolket med en moderne tømmerhandel.
Østerbro Tømmerhandel Gruppen har købt hele arealet på hjørnet af Vandtårnsvej og Rosenkæret, og det er planen, at Søborg Tømmerhandel, der i dag har adresse på Østmarken i Søborg, skal flytte og rykke ind på Jernpladsen. Det vil ske, når de nødvendige godkendelser fra kommunen er på plads, og byggeprojektet på arealet er afsluttet. Det oplyser den nye ejer i en pressemeddelelse.
Perspektivet i at flytte Søborg Tømmerhandel fra Østmarken til Jernpladsen er at få en meget bedre og mere synlig beliggenhed, en mere hensigtsmæssig og tidssvarende indretning, flere udvidelsesmuligheder og endelig at opnå en række praktiske synergieffekter med Københavns Listefabrik, der ligger blot et par hundrede meter derfra.
Jernpladsen ligger endvidere midt i et smørhul. Der omsættes trævarer for over en milliard kroner inden for en radius på 10 kilometer, mens Farummotorvejen, Lyngbymotorvejen og Gladsaxe Ringvej ligger lige i nærheden.
Østerbro Tømmerhandel Gruppen har ud over Søborg Tømmerhandel også afdelinger i Vejby og Hornbæk samt på Østerbro og er indehaver af Københavns Listefabrik i Søborg.
I alt beskæftiger den lille koncern i dag 80 medarbejdere.