– Vi ville være landsdækkende, og vi ville være i stand til at tilbyde branchens bedste service.
Sådan lyder det med tyk københavnerdialekt fra Michael Ipsen, direktør og medejer af Hejs.dk – og førstnævnte ambition er man i mål med. Med gårsdagens opkøb af Ajos’ hejs-forretning står Micahel Ipsen nu i spidsen for landets suverænt største hejs-virksomhed.
Status for Hejs.dk er, at man nu råder over 34 medarbejdere og små 300 elevatorer og lifte alt i alt. Heraf sikrede Ajos-købet syv nye kollegaer i det jyske samt 105 materiale- og mandskabs-lifte.
– Branchens nummer to har mellem 50 og 60 lifte. Deromkring. Så vi er ledende på markedet. Men der er også god plads. Vi har vækstet på både omsætning og indtjening siden vores opstart, for der er stor efterspørgsel på det, vi kan, siger Michael Ipsen, som har en stram målsætning for sit service-team:
– Ambitionen er landsdækkende påbegyndelse af hejs-reparation inden for to og en halv time på 95 procent af alle driftsstop-sager. Og det er jeg sikker på, at vi nok skal nå i mål med, lyder det.
Fagre nye verden
Direktøren anerkender, at udviklingen er gået stærkt. Da han startede op i 2012, var man i alt to medarbejdere, og målet var at levere en service til de tre medejere af Hejs.dk – de københavnske stilladsvirksomheder: Dansk Stilladsservice, Herlev Stilladser og AC Stilladser.
Tanken var, at man ved at samle kompetencerne med opsætning og nedtagning af lifte i et firma, kunne gavne alle tre – men det stod hurtigt klart, at man havde ramt en mindre guldåre, og at virksomheden havde potentiale til mere.
– Byggerierne bliver større og større, og det gør materiellet også. Og samtidig ser du også et øget fokus på arbejdsmiljø. Du finder for eksempel ikke den tømrer, som gerne bærer store gips-elementer op ad trappen. Derfor er efterspørgslen på hejs bare steget, forklarer Michael Ipsen.
Lovændring lagde grundlaget
Det er dog ikke kun held og kunnen, som har skubbet Hejs.dk til nye højder.
Michael Ipsen giver også en lovændring i 2009 lidt af æren for, at han nu sidder for bordenden i landets største hejs-virksomhed.
Den daværende regering stod da bag en ændring i loven, som bestemte, at både hejsen samt alle der arbejdede med servicering skulle ISO 9001 certificeres. Uden lovændringen i AT bekendtgørelsens 629/2008 bilag 6 – ingen Hejs.dk.
– Det betød exit for mange af de mindre spillere på markedet. Mesteren, som havde én eller tre lifte, droppede at investere yderligere – og det viste sig at være et held for os, forklarer han.
Aarhus trækker
Tilbage står nu konsolidering og udbygning af brandet: Hejs.dk.
I første omgang betyder det, at Michael Ipsen og hans nye jyske kollegaer skal på jagt efter nye rammer. Ajos holder til ved Vejle. Og her kan man blive indtil nytår. Og Michael Ipsen har allerede en placering ved Lystrup.
Men denne rækker ikke til at rumme alt det nye materiel og medarbejdere, så jagten er gået ind på noget større.
– Vi leder lige nu efter en placering nær Aarhus, som kan rumme hele vores jyske forretning. Der skal være plads til materiellet og ikke mindst et kontor. For Jylland skal styres fra Jylland og ikke fra vores hovedkontor i Hvidovre. Det tror jeg kommer til at virke bedst for alle, siger Michael Ipsen, som ikke har umiddelbare planer om yderligere ekspansion:
– Opkøbsmæssigt er vi, hvor vi skal være. Lidt større, end det jeg drømte om, da jeg startede faktisk. Så de næste par år kommer til at gå med at opbygge et fantastisk firma.