Alene fra februar til marts er priserne på jern og stål steget med 4,4 procent, og samlet siden juni sidste år er priserne steget med svimlende 36 procent. Også priserne på træ er steget markant siden sidste sommer. Det skriver SMVdanmark i en pressemeddelelse i en kommentar på de seneste tal.
– Når priserne på byggevarer stiger, bliver det dyrere at bygge i Danmark. Derfor vil der blive sat færre projekter i gang, hvilket rammer dansk økonomi, spår chefkonsulent i SMVdanmark, Bjarke Roed-Frederiksen, som fortsætter:
– Samtidig gør prisstigningerne livet surt for håndværksmestrene, når de afgiver tilbud. For skal de lægge forventede prisstigninger ind i tilbuddet, eller skal de afgive et lavere bud med risiko for, at budgettet skrider, fordi priserne er højere, når materialerne skal bestilles og betales? Det er spørgsmålet, håndværksmestre står over for, når byggevarepriserne galopperer.
Corona er årsag til stigningerne
De højere materialepriser skyldes ifølge Bjarke Roed-Frederiksen flere faktorer. De to vigtigste begge er relateret til corona: For det første har husholdninger i både Danmark og globalt ikke kunnet bruge penge på rejser og oplevelser og har i stedet renoveret, bygget til eller bygget nyt. Det har sammen med stor aktivitet i det øvrige byggeri øget efterspørgslen efter byggevarer og drevet priserne op. For det andet er de globale forsyningskæder blevet ramt af corona, idet transport og logistik er blevet forhindret af lukkede havne og grænser og mangel på containere. Det har mindsket udbuddet af byggevarer, hvilket også har drevet priserne op.
Danmarks Statistik opgør prisen på engrosmarkedet, det vil sige den pris, som byggemarkederne betaler deres leverandører. Men byggemarkederne har sandsynligvis skruet priserne over for deres kunder op tilsvarende, og flere byggemarkeder har varslet yderligere prisstigninger på byggematerialer.