Byg bare løs – der er træ nok

Hvert år er der over 200 millioner kubikmeter uudnyttet hugst i Europa.
Europas skove vokser i omfang. Foto: Colourbox.
Europas skove vokser i omfang. Foto: Colourbox.

PEFC og FSC

  • PEFC (Program for the Endorsement of Forest Certification) er en non-profit forening og sikkerhed for bæredygtigt træ og træmaterialer i byggeriet. Organisationen er global organisation og arbejder for at fremme bæredygtig skovdrift i hele verden. Målet er at skabe en fremtid, hvor der tages hensyn til biodiversitet samt dyre- og plantelivet i verdens skove.
  • FSC (Forest Stewardship Council) er en international non-profit mærkningsordning til bæredygtigt træ og papir. Organisationens hovedopgave er at fremme bæredygtig skovdrift og økonomisk levedygtighed i alverdens skove, herunder sikkerhed for at der i en FSC-skov ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannede og får ordentligt sikkerhedsudstyr og løn.
  • De to ordninger omfatter i dag 430 millioner hektar certificeret skov på verdensplan.

Træer vokser ikke ind i himmelen, men det er lige før Europas samlede træmængde gør. Sådan kan man i hvert fald læse rapporten State of Europe’s Forest 2020.

Den konklusion kommer egentligt ikke bag på verdens største skovcertificeringssystem for bæredygtigt skovbrug, PEFC.

– Der findes mange opgørelser over både Europas og verdens forbrug af træ. Kigger man for eksempel på Nordeuropa, så har vi siden 2. verdenskrig øget både hugsten og tilvæksten uden, at det er gået ud over andre faktorer. Af den nyeste rapport om Europas skove fremgår det, at tilvæksten af træ i de europæiske skove, foruden Rusland, er 753 millioner kubikmeter, mens den årlige hugst er 550 millioner kubikmeter svarende til 73 procent, forklarer sekretariatsleder hos PEFC Danmark, Morten Thorøe, og fortsætter:

– Det vil med andre ord sige, at der er en årlig uudnyttet hugst på over 200 millioner kubikmeter træ – og her er der ikke engang taget højde for, at man lige nu øger skovarealerne markant. Det vil således uden tvivl være muligt ikke alene at fortsætte byggeriet i træ, men også øge anvendelsen af træbyggeri, så længe træet kommer fra bæredygtigt forvaltede skove. Samtidig er det værd at bemærke, at Europa er nettoeksportør af træ og træprodukter med i alt cirka 30 millioner kubikmeter.

Hold øje med vind, varme og biller

Det er ikke kun hos PEFC, rapporten vækker glæde. Det gør den også hos den anden store bæredygtighedscertificering, FSC (Forest Stewardship Council). Her påpeger man dog nødvendigheden af at have fremtiden for øje.

– Rapporten peger også på, at der kan være andre faktorer som eksempelvis storme, tørke, barkbilleangreb og mere ødelæggende skovbrænde, der ad hoc kan forværre skovenes tilstand. Pt. er omkring tre procent af de europæiske skove beskadiget, og derfor er det naturligt, at der sættes fokus på nye skovforvaltningsmetoder og fokus på forskning og innovation inden for anvendelsen af nye træarter, hvor de store innovationer, vi ser i brugen af træ, også kommer ud i skoven, siger Lauritz Rasmussen og tilføjer:

– Sammen med de nødvendige politiske prioriteringer kan det i endnu højere grad være med til at sikre, at ikke bare vi, vores børn og deres børn har træ nok – men at vi styrker rødderne for bæredygtig vækst i hundredvis af år fremover.

Rapporten State of Europe’s Forest 2020 bygger på den bedst tilgængelige information fra over hundrede korrespondenter, forskere og eksperter inden for området.

Relateret indhold