Størst optimisme blandt SMV’ere i seks år

Cheføkonom Jacob Thiel, Håndværksrådet.
Cheføkonom Jacob Thiel, Håndværksrådet.

De små og mellemstore virksomheder (SMV’ere) har stadig større tillid til økonomien, og tendenserne for økonomien i 2014 er overvejende positive. Det viser Håndværksrådets nye konjunkturanalyse, der bygger på svar fra over 850 små og mellemstore medlemsvirksomheder.

Vi er langt fra oppe på før-kriseniveauet, men det er alligevel værd at glæde sig over, at de små og mellemstore virksomheder nu udviser en større tillid til både deres egen og Danmarks økonomiske situation end på noget andet tidspunkt efter finanskrisen. Vækstplan DK fra sidste forår forbedrede en række forhold for små og mellemstore virksomheder, og nu mærker vi effekten, som blandt andet bliver til en række nye job i SMV’erne.

Håndværksrådets konjunkturmåling viser en generel opadgående stemning blandt SMV’erne, og især industrivirksomhederne vurderer, at den økonomiske situation i Danmark er blevet bedre. Også beskæftigelsestilliden er stigende blandt SMV’erne, og det er et varsel om, at de mindre virksomheder forventer at ansætte flere end de afskediger. Tendensen er særligt stærk i Håndværksrådets 6500 byggevirksomheder, hvor en overvægt på 28 procent af virksomhederne vurderer, at de vil komme til at ansætte flere i den kommende tid.

Målingen af beskæftigelsestilliden er sammen med blandt andet vores måling af en stigende eksporttillid med til at understrege, at der for alvor er sket et stemningsskifte i SMV?erne.

Relateret indhold