Ni måneder efter at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i usædvanligt skarpe vendinger kritiserede, at det offentlige ikke brugte de krævede arbejdsklausul i deres kontrakter, har beskæftigelsesministeren nu reageret ved at sende en opfordring til myndighederne.
Fremover skal de anvende arbejdsklausul, men ministeren er åbenbart ikke sikker på at det faktisk bliver gjort, så derfor vil der i et vist omfang blive ført kontrol med at det også sker.
I juni sidste år viste en rapport at 26 procent af departementerne og 39 procent af statens styrelserne ikke skrev en arbejdsklausul mod social dumping ind i kontrakterne på bygge- og anlægsområdet eller det grønne område. Det kaldte Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for “meget utilfredsstillende”.
Arbejdsklausuler er nødvendige
Det er godt, at ministeren nu ni måneder efter Rigsrevisionen og Statsrevisorernes påtale vil sørge for at det rettes ind.
Arbejdsklausuler sikrer, at leverandører overholder de danske løn- og arbejdsvilkår og er en effektiv sikring mod social dumping i byggeriet.
Vi undrer os dog over, at regeringen ikke effektivt vil sikre, at alle følger reglerne.
Alle offentlige bygge-udbud skal stikprøvekontrolleres
For selv om ministeren nu siger, at alle statslige myndigheder skal anvende arbejdsklausuler i alle kontraktforhold om bygge- og anlægsarbejder, vil man kun føre kontrol ud fra en samlet vurdering af risikoområder, kontrakter samt mulighederne for og omkostningerne ved at føre kontrol.
Det kan medføre, at det kun er de største kontrakter, der bliver holdt øje med. Og at regeringen derfor lader en dør stå på klem for at virksomheder, der snyder med lønnen, risikofrit kan byde på de mindre udbud.
Derfor opfordrer vi til, at stikprøvekontrollen dækker alle offentlige udbud indenfor byggeriet.