De danske kommuner har over 80 % af det offentlige bygningsareal, og alt for mange af bygningerne har et alt for lavt energimærke. Faktisk siger seneste analyse, at syv ud af ti kommunale bygninger har et dårligt energimærke – det værende mellem D og G.
Det betyder, at man mange steder bruger skattekroner på at fyre for gråspurvene. Det er selvsagt ikke godt nok. De utætte bygninger udleder også unødigt meget CO2 og vil i mange henseender være en lavt hængende klimafrugt.
Og hvis sparede skattekroner og klimatiltag stadig ikke er nok til at overbevise om behovet for energirenoveringer, så kan det tillægges, at bygninger med et dårligt energimærke ofte også har et meget dårligt indeklima. Det gør sig særligt gældende i de kommunale skoler, hvor mere end halvdelen af de danske folkeskoler har et problematisk indeklima.
Hertil viser undersøgelser, at indeklimaet spiller en stor rolle i børnenes sundhed, trivsel og indlæring. Et godt indeklima er dermed lig med klogere og sundere børn. Heldigvis har kommunerne mulighed for at slå to fluer med et smæk: En energirenovering vil i mange tilfælde også forbedre indeklimaet mærkbart.
Så kære borgmestre, grib nu muligheden og energirenover jeres kommunale bygninger med dårligt energimærke. Det er godt for borgerne, den kommunale pengekasse og klimaet. Det bør være en topprioritet.