Når betingelserne ikke er opfyldt, udløser det erstatning for mistet fortjeneste, som i vid udstrækning beror på voldgiftsrettens skøn. Det betyder, at parterne dels skal passe på, hvad de skriver i mails, så det ikke opfattes som en ophævelse uden varsel eller belæg, og dels bør ophævelsesskrivelser sendes via advokat eller med rekommanderet post.
Indkaldelse til stadeforretning ses undertiden påberåbt som betingelse for ophævelse, men den nye afgørelse TBB2020.447 bekræfter, hvad praksis hidtil har sagt; at manglende stadeforretning alene har betydning for bevis og den økonomiske opgørelse. I denne sag havde en privat bygherre ophævet aftalen med entreprenøren to gange men kun iværksat stadeopgørelse efter den første ophævelse, og voldgiftsretten fandt det bevist, at der var blevet udført arbejde mellem stadeopgørelsen og den efterfølgende ophævelse, som entreprenøren blev tildelt et skønsmæssigt beløb for.
I TBB2020.644 var ophævelse ikke sket “efter skriftligt påkrav”, jf. AB 92 § 40 (nu AB 18 § 59). Selvom bygherre kunne fremvise attester for indlevering af påkravsskrivelser og ophævelsesskrivelse til postvæsenet, nægtede entreprenøren at have modtaget brevene, og voldgiftsretten fandt det ikke bevist, at brevene var kommet frem. Herefter var kun en utilfreds mail fra bygherre, som parterne var enige om ikke udgjorde en berettiget ophævelse.
Derfor blev entreprenøren tilkendt en skønsmæssigt fastsat erstatning for mistet fortjeneste.
I TBB2020.653 sag ophævede bygherre rådgiveraftalen med arkitekten med henvisning til bristede forudsætninger og væsentlig misligholdelse af aftalen. Årsagen var, at den af arkitekten fastsatte økonomiske ramme for byggeriet viste sig væsentligt overskredet efter licitationen, og bygherre var ikke tilfreds med det efterfølgende forslag til besparende projektændring.
Voldgiftsretten udtalte dog, at arkitekten ikke havde givet nogen garanti eller påtaget sig budgetrisikoen for projektets gennemførelse, hvorfor der ikke kunne ophæves pga. bristede forudsætninger. Den beløbsmæssige afvigelse var ikke i sig selv udtryk for væsentlig misligholdelse, og bygherre havde ikke ved syn og skøn eller på anden måde ført bevis for, at der var lavet et urealistisk fejlskøn eller var fejl og mangler i grundlaget for skønnet.
Arkitekten havde heller ikke misligholdt aftalen, da arkitekten ikke var forpligtet til at omprojektere inden for bygherres rammer, når der var tale om besparelser af den omhandlede størrelse. Det havde formentlig betydning, at arkitektens ændringsforslag stadig overholdt byggeriets funktionskrav.
I TBB2020.659 udtalte voldgiftsretten, at de i AB 92 § 40 nævnte hævegrunde ikke er udtømmende, og at grov illoyal adfærd fra en af parternes side også kan begrunde ophævelse.
Der var konkret tale om, at underentreprenøren havde kommunikeret direkte med bygherre, men voldgiftsretten udtalte, at dette i væsentlig grad var nødvendiggjort af hovedentreprenørens egne personalemæssige og organisatoriske problemer, og at det var sket med hovedentreprenørens viden. Derudover havde underentreprenøren ikke haft direkte kontakt med bygherre, efter det blev påtalt.
Derudover var det påstået, at underentreprenøren havde udvist arbejdsnægtelse, men voldgiftsretten anså det ikke for misligholdelse, endsige væsentlig misligholdelse, at underentreprenøren nægtede at udføre nogle ekstraarbejder i regning.
Da der ikke var andre hæveberettigede grunde, fik underentreprenøren tildelt skønsmæssig erstatning for mistet dækningsbidrag. Det blev tillagt vægt, at underentreprenøren havde betydelig erfaring og kunne præstere et dækningsbidrag, der lå højere end sædvanligt i branchen.
