Risikostyring på dagsordnen

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det er stadig for tidligt at melde, at krisen har sluppet sit tag i branchen. Det bekræfter nøgletal gang på gang.

Derfor kan det også undre, at der er bygherrer med deres forening i spidsen, der her før sommerferien følte sig kaldet til at melde om kapacitetsproblemer på det danske marked: Det blev hurtigt fulgt op af fagbevægelsen, der kunne melde om begyndende flaskehalse – et billede, som Dansk Byggeri på ingen måde kan genkende.

Den udokumenterede påstand om kapacitetsproblemer kom til at stå i vejen for en frugtbar diskussion om, hvorledes byggebranchen kan udvikles og byggeprojekter gennemføres effektivt til konkurrencedygtige priser og i god kvalitet.

Den langvarige tilpasning til en ny markedssituation har ført til, at for eksempel risikostyring og risikovurdering har fået en meget mere fremtrædende plads hos mange udførende virksomheder. Det er også blevet til et vigtigt fokusområde i den strategiplan, som Dansk Byggeri arbejder med i de kommende år under overskriften: “Gør det enkelt og lønsomt at drive virksomhed”. Det skal kunne betale sig at gå ind i en opgave, der skal være et positivt dækningsbidrag og risici skal afdækkes, vi skal tæt på tallene og have styr på vores processer.

Ny markedsbetingelse

De udførende virksomheder har i dag fået et helt andet og større fokus på at afdække risici ved konkrete udbud, som i nogle tilfælde fører til, at tilbud ligger over bygherrens budget. Eller udførende vælger at afstå fra at give tilbud på sager, der vurderes at udgøre for stor en risiko.

Der er med andre ord skabt en ny betingelse, som markedet ? herunder bygherrerne – må erkende og tilpasse sig. Derfor er det også godt, at bygherrerne peger på, at de som bygherre i deres udbudsstrategier skal sætte meget mere fokus på risikostyring og risikovurderinger, og herunder placere risici der, hvor de bedst og billigst håndteres.

Der peges også på, at bygherrerne i langt højere grad skal anvende udbudsformer, hvor de udførende virksomheders kompetencer kan inddrages i byggeprojekters realisering. Tidlig inddragelse af de udførendes kompetencer i forhold til valg af løsninger samt optimering af byggeprocesser er gode bud på, hvorledes der kan sikres bygbare projekter, der overholder budgetter og lever op til den aftalte kvalitet.

Og det er en tilgang, som vi i Dansk Byggeri gennem flere år har peget på, som vejen til øget effektivitet og produktivitet i byggeriet.

Relateret indhold