Danmark gør for lidt for at reducere energiforbruget. Det er konklusionen fra Klimarådet, som fremhæver, at indsatserne er utilstrækkelige til at leve op til EU’s krav på området. Noget, Danmark allerede sidste år blev kritiseret for af EU-Kommissionen. Og en kritik Tekniq Arbejdsgiverne tilslutter sig.
Regeringen tror tilsyneladende, vi kommer i mål udelukkende ved at opstille nye vindmøller og solcelleparker – men det vil være en både dyr og ineffektiv løsning. Hvis vi vil gøre os håb om at leve op til EU’s og regeringens egne mål om reduktion af CO2-udledningen, er det bydende nødvendigt også at effektivisere vores energiforbrug.
Den billigste energi er den, vi ikke bruger. Men energieffektivisering kommer ikke af sig selv. Det kræver ambitiøse mål og en klar strategi, hvis de grønne ambitioner skal omsættes til klar handling. Der er brug for, at man fra politisk side stiller krav til energieffektiviseringer og skaber rammer, der driver energieffektiviseringen fremad – og gerne ved at sætte langt flere penge af til det på finansloven. Men desværre oplever vi, at man vælger at gøre det modsatte.
Danmark er over for EU forpligtet til at reducere vores årlige energiforbrug med 0,8 procent hvert år i perioden 2021-2030. Det betyder, at de besparelser, vi ikke når det ene år, bliver overført til det næste, og at vi derfor skal løbe endnu stærkere for at nå målet. Det er derfor uholdbart, at regeringen ikke sørger for en køreplan, som gør det muligt for os at opfylde vores forpligtelser. Derfor er det på høje tid, at regeringen trækker i arbejdstøjet og sørger for at energispareområdet får det nødvendige fokus.
Politisk har man eksempelvis erstattet energispareordningen på havlvande milliarder kroner med en tilskudspulje på 500 millionmer kroner.
Det er ikke godt nok. Vi risikerer at bygge langt flere vindmøller og solcelleparker end der er behov for og dermed kommer den grønne omstilling til at koste langt mere, end den behøver. Derfor opfordrer vi regeringen og dens støttepartier til at lægge mere vægt på omkostningseffektivitet og sikre, at vi får en balanceret energi- og klimapolitik med den rigtige balance mellem udbygning af vedvarende energi og energieffektivisering.