Pas på – vand under vejen

Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører. Foto: Ricky John Molloy.
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører. Foto: Ricky John Molloy.

Mange veje i det i midt- og vestjyske område har i weekenden fået skader efter de voldsomme regnskyl. Det bør efter Danske Anlægsentreprenørers mening få kommunerne til at kigge klimatilpasningsplanerne efter i sømmene. Klimaudfordringen med voldsomme regnskyl er en realitet, som vi alle skal forholde os til.

De mange skader på huse, veje og andre anlæg i Midt- og Vestjylland efter de voldsomme regnskyl vil koste betydelige beløb for mange borgere, virksomheder, forsikringsselskaber og ikke mindst kommunerne. Vi bliver nødt til at beskyttes os bedre mod lignende skader i fremtiden.

Oversvømmelserne efter regnen har været så omfattende, at flere veje er blevet undermineret og skyllet væk. Oversvømmede veje kan dog undgås i fremtiden, hvis der bliver tænkt i helhedsorienterede løsninger på anlægsområdet.

Det er lykkedes branchen at udvikle forskellige typer belægninger – herunder asfaltbelægninger – som vandet efter selv voldsomme regnskyl kan trænge igennem, så man kan undgå mange af de oversvømmelser, som vi har set så mange af i Danmark. Men hvis man skal have en rimelig beskyttelse mod oversvømmelser, skal man anvende hele viften af løsningsmuligheder.

Kommunerne har alle inden for det seneste års tid færdiggjort deres klimatilpasningsplaner, som viser, hvilke klimapåvirkninger de forventer fx fra skybrud, ligesom de også viser, hvordan kommunerne vil forebygge eventuelle skader. Derfor må weekendens oversvømmelser få de midt- og vestjyske kommuner til at finde deres klimatilpasningsplaner frem og se på, om skaderne blev som forventet, eller om planerne skal justeres.

Relateret indhold