Partnerskabschefens tips til vellykkede partnerskaber i byggeriet

Morten Pilebo er partnerskabschef i MT Højgaard Danmark. Her fortæller han, hvordan man får det optimale ud af længerevarende partnerskaber mellem bygherre og entreprenør i byggebranchen.
Foto: MT Højgaard Danmark

Alle der har været mange år i et ægteskab ved, at man har det bedste samliv, hvis man er åben over for hinanden, og har lige så meget øje for partnerens ønsker som sine egne.

Min påstand er, at det er fuldstændig det samme i de længerevarende partnerskaber, som vi ser flere og flere af i byggebranchen. Kvaliteten af samarbejdet styrkes simpelthen, når entreprenør og bygherre tilstræber at have adgang til samme viden om fremdrift, risici, projektøkonomi og arbejdsmiljø.

Hvordan er det nu lige sådan et partnerskab fungerer, spørger du måske? Jo, typisk er det sådan, at bygherren indgår en aftale, om at udføre et større antal opgaver, med et team med en entreprenør, installatør, arkitekt og rådgiver. De indgår i et fællesskab med bygherren, hvor de byder ind på alle de opgaver, der kommer. Typisk arbejder teamet og bygherren sammen med udgangspunkt i en åben regnskabsbog. Det betyder altså, at bygherren og parterne i teamet har fuld adgang til alle risici samt udgifter i form af materialer og arbejdstimer.

Læs også

Fund af danefæ og danekræ – sådan er byggejuraen

Jeg har efterhånden været del af flere partnerskaber, så her vil jeg driste mig til at dele to gode ”partips”, som jeg tror på, er fuldstændig umulige at se bort fra, hvis “samlivet” skal fungere mellem bygherre og entreprenører:

Partnerskabstip 1: Kom godt fra start, men husk også at tjekke ind med hinanden løbende

Vi mennesker har forskellige vaner og motiveres forskelligt. Hvis du vil lykkes med dit partnerskab, så er det en kæmpe fordel, at I kender hinanden, jeres forskelligheder og hvad I motiveres af. I de partnerskaber vi er med i, har vi haft uvurderlig gavn af en onboarding, hvor vi lærer hinanden at kende både fagligt og uden for arbejdet på tværs af arbejdsgivere. Det gør det nemmere at tale åbent og ærligt med hinanden, særligt også når det bliver svært.

Ligesom i et ægteskab, så skal man i et partnerskab løbende investere tid i at tjekke ind med hinanden. Derfor er det værd at huske samarbejds- eller temperaturmålinger og måske “re-boardinger”, hvor parterne får talt om både godt og skidt. Og ja, det kan være svære samtaler at have, men de betaler sig i længden.

Partnerskabstip 2: Tro på det, og glem alt, hvad du før har gjort

Det er ikke fedt at indgå et partnerskab med åbne regnskabsbøger med en person, der helst bare vil arbejde i en klassisk hovedentreprise. Hvis du går ind i et partnerskab, så er du nødt til at gøre det med hud og hår, og acceptere den åbenhed, det kræver.

Læs også

Mange muligheder i Europa for danske arkitekter – trods uro i verden

Hvis du er bygherre og skal have renoveret din ejendom eller bygværk, så går det altså ikke, at du skjuler ukendte forhold for entreprenøren, eller siger ét, og gør noget andet. Og som entreprenør skal du byde ind med din kritiske faglighed og tage ordentligt højde for faktorer og risici, så du kan komme med et ordentligt bud på løsningen af projektet.

Hvis I kommer i gang med partnerskabet, og de første mange opgaver gang på gang viser, at parterne er meget langt fra hinanden i forståelsen af den kommende opgave, så nedbrydes tilliden. Gæt selv, hvordan det så går med arbejdsglæden.

Hvad kan man så vinde?

Omvendt er der masser at vinde, hvis du og din samarbejdspartner er åbne og evner at forventningsafstemme.

Læs også

Håndværkere kan få del i forsvarsmilliarderne – hvis de gør sig klar

Bygherrens og entreprenørens liv bliver nemmere, jo mere de forventningsafstemmer og skaber nogle rammer, så de ikke starter fra nul hver gang.

Og når vi så samtidig kører med åbne regnskabsbøger, der giver overblik over risiko, og synliggør om vi betaler for meget eller for lidt, så øger vi tilliden til hinanden.

Resultatet? Mindre bøvl og mere arbejdsglæde.

Relateret indhold