Økonomien afgør energirenoveringer

Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.

Danske Byggecentre har gennemført en undersøgelse blandt medlemmerne om energirenovering. Undersøgelsen peger på, at Boligjobordningen i væsentligt højere grad end andre offentlige ordninger og kampagner er i stand til at få danskerne til at gå i gang med energirenovering. 75 % af de adspurgte mener således, at ordningen er mere effektiv til at motivere end andre offentlige oplysningskampagner og tilbud om rådgivning.

33 % mener, at Boligjobordningen i høj/meget høj grad påvirker boligejerne til at gå i gang med energienergirenovering af boligen.

Økonomien afgørende

Vores medlemmer taler med rigtig mange af de boligejere, der overvejer at gå i gang med at energirenovere. Og det er sjældent manglende viden om mulighederne for energirenovering, der afholder folk fra at gå i gang. Den viden hjælper vores medlemmer dem med. Det er tværtimod ofte et spørgsmål om økonomi, der afgør, om et projekt bliver realiseret eller ej.

Danmark har nogle af de mest ambitiøse mål for energireduktion i verden. Men regeringen har måttet sande, at der kan være langt fra intention til realisering. Eksempelvis ser ambitionen om at reducere energiforbruget med 12 % ift. 2006-niveauet inden 2020 ikke ud til at blive realiseret. Således var forbruget i 2012 kun faldet med 3 %.

Potentialet findes

Her kommer energiforbedringer ind i billedet. Energiforbruget til boliger udgør 40 % af landets samlede energiforbrug, og heraf 60 % til enfamilieshuse.

Vi har i mere end 10 år arbejdet med at fremme energirenovering sammen med vores medlemmer, fordi vi virkelig kan gøre en forskel her. Langt de fleste danskere bor i boliger, som nemt kan blive væsentligt mere energieffektive. Men det er dyrt og for de fleste boligejere også for dyrt. Derfor at det er så ærgerligt, at regeringen ikke har tænkt sig at videreføre Boligjobordningen eller at se på, om man kan videreføre den i en anden konstruktion, hvor der fokuseres på støtte til energiforbedringer.

Og besparingspotentialet findes. Videncenter for Energibesparelser har beregnet, at et standardhus på ca. 130 kvm. kan reducere sit nuværende energiforbrug med næsten 50 % ved hjælp af relativ simpel energirenovering.

Relateret indhold