Ny aftale er et rigtigt afsæt for et stærkere beredskab

I F&P hilser vi den nye beredskabsaftale velkommen som et solidt afsæt for at berede vores samfund på det nye trusselsbillede.

Det samlede risikobillede for Danmark har ændret – og ændrer – sig med rivende hast, og det danske beredskab er under pres.

Med en ny beredskabsaftale ønsker et bredt flertal i Folketinget at sætte en række tiltag i gang for akut at styrke beredskabet. Og det er vigtigt og tiltrængt.

For det er ikke nogen hemmelighed, at det danske beredskab trænger til at blive styrket. I en verden med nye og komplekse risici er det vigtigt, at borgerne kan føle sig trygge og har tillid til, at beredskabet er tilstrækkeligt og kan rykke ud, hvis uheldet rammer. Derfor er der al mulig grund til at rose regeringen og forligspartierne for at løfte vores beredskab.

Læs også

Cybersikkerhed og kritisk infrastruktur – ny beredskabsaftale bliver godt modtaget

Aftaleparterne afsætter over 600 mio. kroner de kommende to år til bl.a. styrket cybersikkerhed og borgernær kommunikation samt mere klimamateriel, og især når det gælder klimarelaterede skader, er der et akut behov for at ruste os bedre til de forandringer, der allerede er en realitet.

Men også på cyberområdet er trusselsbilledet blevet skærpet, og det er vi nødt til at tage bestik af som samfund. Det er nogle afgørende steder at styrke forebyggelsen og vores beredskab.

Læs også

Danmarks sikkerhed afhænger i høj grad af byggeriets indsats

Aftalen baner også vejen for yderligere tiltag og styrkelse af beredskabet med nedsættelse af en beredskabskommission, og det er vigtigt, at der også ses på en styrkelse af de kommunale redningsberedskaber.

Aftalen er dermed et vigtigt første skridt på vejen mod et mere tidssvarende dansk beredskab. For beredskab og forsikring hænger uløseligt sammen og er afgørende for et trygt og velfungerende samfund.

Forsikringsbranchen spillede for en måned siden ud med 15 forslag til et forbedret beredskab, og vi står klar til at bidrage til det videre arbejde.

Relateret indhold