Nu er det endelig Københavns tur

Hovedstaden har længe haft begrænset indflydelse på Christiansborg, men en ny overborgmester kan skaffe magten tilbage til byen.
Foto: Søren Lorenzen.

Over 10 % af danskerne bor i København, og byen trækker den økonomiske vækst for hele landet. Alligevel er København fortsat den lille i forhold til beslutningstagerne på Christiansborg.

For det er staten, der lægger de snærende rammer for byens udvikling gennem et statsligt anlægsloft, planloven og den manglende medfinansiering af infrastrukturen i hovedstaden.

Sagt på en anden måde: Københavns Kommune har ansvaret for at levere boliger og byudvikling, men har ikke de nødvendige styringsredskaber.

Læs også

Her er tre ting, der sikrer flere boliger i Hovedstaden

Der eksisterer altså en voldsom ubalance mellem den betydning, København har for hele landet, og den indflydelse, byen har på de overordnede rammer for hovedstadens udvikling.

Storbyens dagsordener vækker sjældent genklang på den nationale politiske scene. Når behovet for store investeringer i København eller nytænkning om byens udvikling møder resten af landet, opstår der regional modstand, som hurtigt får opmærksomhed på Christiansborg.

Ambitionen om den blandede by er et godt eksempel. København kan planlægge og stille krav, men de økonomiske realiteter – og de nationale regler – sætter grænserne. Resultatet er velkendt: For få betalbare boliger og en stigende ulighed mellem dem, der har råd til at bo i byen, og dem der ikke har.

Et nyt vindue for københavnsk indflydelse

Lander regeringsforhandlingerne med en regering, der består af Socialdemokratiet, Moderaterne, Radikale Venstre og SF åbner der sig et vindue for københavnsk indflydelse på lovgivningen og de øvrige rammer, der i høj grad definerer byens udviklingsmuligheder.

For København har netop gennemlevet et politisk systemskifte, hvor SF’s Sisse Marie Welling er blevet overborgmester. Overborgmesteren har mulighed for at etablere en direkte linje til de mulige SF-ministre, som alle forstår betydningen af, at SF nu har den politiske førertrøje i landets hovedstad.

En detalje viser, at SF på landsplan har forstået værdien af, at Sisse Marie Welling nu er overborgmester. Ved SF’s landsmøde var det Københavns nye overborgmester, som åbnede mødet og satte debatten i gang. Et æreshverv, der ellers varetages af en af SF’s næstformænd.

Læs også

Til en ny regering: Fem veje, der styrker dansk byggeri

Det virker måske netop kun som en detalje, men det er et udtryk for et ridderslag til overborgmesteren og en massiv anerkendelse af, at SF nu har indtaget overborgmesterkontoret.

Det virker som lang tid siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskammede Sisse Marie Welling på socialdemokraternes landsmøde i Aalborg. Men det var før, at Socialdemokratiet oplevede, at deres overborgmesterkandidat i København blev massivt fravalgt af københavnerne til fordel for Sisse Marie Welling.

Så uanset SF-ministre eller ej, er det en styrket overborgmester, der kan tale med store bogstaver på Christiansborg.

Krystalklar politisk prioritet

Sisse Marie Welling har sat flere boliger allerøverst på sin politiske dagsorden og vil i de kommende uger samle almene boligselskaber, private udviklere og eksperter om et fælles bord for at finde veje til, hvordan København får flere boliger, der kan betales af mange. Det er byggekraner til boligbyggeri i København, som overborgmesteren vil måles på, når næste kommunalvalg nærmer sig.

Byens aktører har længe talt i hver deres retning, men nu skal der samling på tropperne. Kommunen, udviklerne og de almene boligorganisationer skal hver især bidrage til et fornyet pres på Christiansborg, så allerede aftalte – men endnu ikke vedtagne – tilskud til de almene boliger, og flere ejerboliger følges op af en egentlig generalplan for mange flere boliger i København.

Nu kan København presse på

København har i mere end 100 år haft en socialdemokratisk overborgmester. Men de har ikke lagt det nødvendige politiske pres på skiftende regeringer for at fremme hovedstadens interesser. Det var svært for en socialdemokratisk overborgmester at gå hårdt til en socialdemokratisk regeringsleder for partiloyaliteten, og håbet om en ministerpost har fyldt alt for meget.

Læs også

Dummebøden vi aldrig taler om

Men det problem har SF ikke. Kommer de med i regeringen, kan overborgmesterens ønsker til byens udvikling lande direkte på regeringsledelsens bord. Sker det ikke, vil SF’s nye københavnske toppolitiker alligevel have optimale muligheder for at gøre den københavnske dagsorden til hele landets. For hendes parti er ikke kun styrket i København, men også i Folketinget.

Det er nye tider for København, og byen har ventet på dem længe.

Relateret indhold