Midlertidige studenterboliger som dynamo for byudvikling

Partner Jonas Sangberg, Polyform Arkitekter. Foto. Polyform Arkitekter.
Partner Jonas Sangberg, Polyform Arkitekter. Foto. Polyform Arkitekter.

Igen i år står mange nye studerende i Danmarks universitetsbyer og mangler et sted at bo, og problemet er voksende. Midlertidige boliger i ombyggede skibscontainere er en løsningsmodel, som med stor succes bliver brugt i bl.a. Holland, og det har flere af Københavns politikere nu også fået øjnene op for.

Men udover at containerboligerne kan løse et akut boligproblem, så rummer løsningsmodellen også et stort potentiale i forhold til de mange centralt beliggende byudviklingsområder i f.eks. København. Her er store områder undervejs i processen med at blive udviklet, men der går typisk 2-5 år, før der foreligger en lokalplan og årtier, før de nye bydele er færdigudviklet.

I denne periode ville en strategisk brug af midlertidige funktioner som f.eks. studenterboliger kunne skabe et fantastisk afsæt for igangsættelse af byudviklingen. For når der etableres aktiviteter og liv på et område, skabes en identitet og kendskab til området. Så ved at tænke et boligproblem ind som en del af en udviklingsstrategi, vil man både løse et akut problem og skabe en positiv start for den videre udvikling af et nyt byområde.

Men som den danske planlov er skruet sammen, så skal midlertidigt byggeri have samme myndighedsbehandling som almindeligt byggeri. Det betyder, at man ikke bare kan etablere en midlertidig studenterby, og derfor er der brug for en ny lovgivning for midlertidigt byggeri – en lovgivning, der enkelt muliggør byggeri med f.eks. 3-5 års brugsret. Det vil være en ekstremt bæredygtig og fleksibel model, som vil komme alle til gavn. Derudover vil det hele kunne drives af kommercielle aktører, så de enkelte kommuner ikke skal bruge ressourcer på tilladelser.

Relateret indhold