Mester er den bedste, når unge vil være selvstændige

Nogle års arbejde i en mindre håndværksvirksomhed er den bedste læremester, mener Dansk Håndværk.
Morten Frihagen er direktør for Dansk Håndværk. Pressefoto.
Morten Frihagen er direktør for Dansk Håndværk. Pressefoto.

En ny tilskudsordning, et projektforløb eller en teoretisk del i undervisningen på de faglige uddannelser. Sådan har politikere i en årrække forsøgt at gøre flere unge til iværksættere med foden under eget bord og hænderne skruet på til eget arbejde.

Men succesraten er lav, når der skal sætte gang i drømmen om egen virksomhed. Og ifølge Dansk Håndværk skyldes det måske, at man konsekvent overser et helt grundlæggende fakta: Nogle års arbejde i en mindre håndværksvirksomhed er den bedste læremester. Det giver en sund realitetssans, så de kommende iværksættere kan gennemføre deres drøm på en måde, så den bliver holdbar og kan overleve de svære år i starten.

Mester giver en hjælpende hånd

I en mindre virksomhed lærer den unge ifølge arbejdsgiverne nemlig, hvordan en normal arbejdsdag forløber. De finder ud af, hvilke opgaver, der skal klares og hvor mange praktiske detaljer, der skal til, for at en virksomhed kan fungere og løbe rundt. Og samtidigt lærer de også at tage ansvar og løfte en opgave selv.

Vores erfaringer viser tilmed, at mester slet ikke er ked af at lærlingen eller svenden går med en drøm om at blive selvstændig. For det har han selv gjort og han har en dyb respekt for den vilje, der skal til for at realisere det. Og derfor er det også mere med stolthed end ærgrelse, når en håndværksmester siger farvel til en medarbejder, der kaster sig ud i at starte for sig selv, forklarer direktøren.

Dansk Håndværk ser endda ofte, at den unge får en hjælpende hånd de første år, hvor enmand-virksomheden endnu ikke har kunder nok. Så giver den gamle læremester en håndsrækning med nogle supplerende opgaver, mens den unge bygger sin livsdrøm op.

Nyt samspil med skolerne

Så næste gang politikerne sætter iværksætteri på dagsordenen, opfordrer Dansk Håndværk dem til at fokusere på, hvordan faguddannelserne kan skabe et samspil med alt det, de unge lærer i den praktiske virkelighed hos håndværksmesteren.

Skolen skal forberede eleverne på, hvordan de kan suge mest mulig viden ud af deres praktik. Og når de er tilbage på skolens sidste del skal de lære, hvordan de bedst bruger nogle år som svend i en virksomhed på at få den praktiske ballast, der skal til, før de forsøger selv.

Relateret indhold