Regeringens nyligt udkomne arkitekturpolitik fremhæver “det mellem husene”, så det får en plads i byernes værdikæde, som er helt naturlig – på højde med bygninger. Begrebet ‘arkitektur’ rykker sig dermed til at omfatte bygningerne OG omgivelserne.
Arkitekturpolitikken beskæftiger sig også med processen frem mod den gode arkitektur, og betoner vigtigheden af at inddrage alle de parter, som bruger arkitekturen. Glædeligt!
For hvad er bygninger værd, hvis man ikke kan komme til dem? Hvis en butik ikke kan få leveret varer på grund af vejens beskaffenhed? Hvis skolebørnene ikke kan gå sikkert til skoledøren på grund af ustyret trafik? Eller hvad er byens værd, hvis ikke dens borgere har gode byrum til at få afløb for naturlige behov for at følge vejrets skiften, at bevæge sig, at tale sammen – eller blot at sanse skalaen og taktiliteten i omgivelserne?
Transport, tilstedevær og tryghed – byens rum skal kunne det hele. Tillige skal de kunne betales og driftes for de stadigt mindre midler, der stilles til rådighed.
Arkitekturpolitikken favner det bredt og fra en meget overordnet strategisk vinkel. Og det er glædeligt, at politikerne med Arkitekturpolitikken har taget så markant et sæde blandt arkitekturens interessenter. De bibringer vinkler, som ingen af de andre aktører kan bære som primær interesse, for eksempel demokrati, bæredygtig byudvikling, klimatilpasning i storskala og social bæredygtighed.
Arkitekterne og landskabsarkitekterne har helt naturligt en drivende rolle, når der skal skabes sammenhæng i byrum for mennesker. Brugskvalitet, æstetik og robusthed er nødvendige parametre, når politikernes visioner, bygherrerns og driftsherrernes budgetter og brugernes behov nødvendigvis skal hænge sammen.
Arkitekturpolitikkens vægtning af totaløkonomi indeholder alle disse parametre – og flere til.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';