Marselistunnelen er en forudsætning for væksten i Aarhus Havn

Per Vinther Larsen er direktør i MT Højgaard samt medlem af Dansk Industris udvalg for Transport og Infrastruktur.
Per Vinther Larsen er direktør i MT Højgaard samt medlem af Dansk Industris udvalg for Transport og Infrastruktur.

Den voksende industri i Aarhus Havn og Molslinjen vil øge det trafikale pres på Marselis Boulevard. Hvis ikke vi viser rettidig omhu og udbygger trafikken, får det konsekvenser både for byens virksomheder og borgere.

Trafikken i byen er sjældent særligt medgørlig for os bilister, der skal til og fra arbejde. Det er næppe nogen nyhed for os aarhusianere. En nyhed var det til gengæld, da Aarhus Kommunes Teknik og Miljø-forvaltning den 10. september præsenterede analysen “Mobilitet frem mod 2050”. Analysen tager afsæt i, at kommunen i 2050 vil have 110.000 flere indbyggere. Rådsmand Bünyamin Simsek (V) går i forordet så langt som til at påpege, at “når man kender forholdene i dag, er det uoverskueligt at forestille sig, hvordan alle skal komme frem i 2035.”

110.000 mennesker. Det er en eksplosiv befolkningstilvækst, og hvis ikke vores infrastruktur i hurtig fart omstiller sig til den virkelighed, så kommer det til at få store konsekvenser. Ikke bare for en del beboeres dagligdag, men i ligeså høj grad for industrien i byen – og særligt omkring Aarhus Havn. Industrien kommer helt enkelt til at gå glip af en markant vækstmulighed, hvis virksomheder og medarbejdere ikke har nem adgang til og fra havnen.

Mange muligheder

Heldigvis er der mange muligheder for at udvikle infrastrukturen på bæredygtig vis, sådan at vi ikke går glip af den fortsatte vækst i havneområdet. Det synliggør forvaltningen også i samme analyse med en handlingsplan, der indeholder en række forslag til at forbedre trafikafviklingen i byen.

Et af forslagene er, at vi anlægger en tunnel under Marselis Boulevard, og dermed forbedrer forbindelsen mellem den Østjyske motorvej og Aarhus Havn. Konkret står der om tunnelen i analysen: “En bedre forbindelse til Aarhus Havn vil aflaste lokalområderne for støj og tung trafik. Det er relevant at igangsætte projektet hurtigst muligt, så der kan sikres en bedre adgang til Aarhus Havn.”

Heller ikke tankerne om en tunnel er en nyhed. I op mod tyve år har der været talt om en tunnel under Marselis Boulevard, men spaden har aldrig været i nærheden af at komme i jorden. Finansieringen har ikke været der, og der har været modstridende lokale interesser. Men i takt med at byens indbyggertal vokser, og den regionale industri vækster, er der behov for, at infrastrukturen følger med. Det skal vi i gang med nu.

Derfor er der behov

For det går jo godt for industrien i Aarhus, og sådan vil det fortsætte, hvis ikke vi selv står i vejen. Danske virksomheder vækster. Udenlandske virksomheder kommer til. Molslinjens flytning til Østhavnen resulterer i et kraftigt stigende antal personbiler på Marselis Boulevard. Nye virksomheders indtog på havnen skaber en stigning i antallet af lastbiler på samme boulevard. Resultatet er, at viadukten allerede fra 2025-2030 bliver en endnu større flaskehals, end den er nu.

Det er selvsagt ikke holdbart hverken for Aarhus eller Danmark. Havnen er landets største containerhavn og dermed den vigtigste port til oversøisk samhandel. Dansk Industri estimerer, at et sted mellem 5 og 10 procent af værdien af Danmarks udenrigshandel går gennem Aarhus Havn. Derfor vil vi gerne se på, hvordan vi sætter fart i udviklingen af Marselistunnelen.

Med en tunnel under boulevarden vil der komme mere plads til trafikken, så vi undgår flaskehalse. Nogle vil måske spørge sig selv, hvor meget det betyder, at man skal sidde lidt mere i kø. Men det er et meget simpelt regnestykke. Flaskehalse gør transport dyrere både i timer og brændstof, og det forringer konkurrencekraften for de virksomheder, der bruger Aarhus Havn. Derudover er der det miljømæssige perspektiv. Mere kødannelse øger CO2-udledningen, og den samlede transporttid bliver længere, hvilket medfører et højere brændstofforbrug.

Opgaven er hverken lille eller billig, men vi skylder os selv at komme i gang

Tiden er inde

Ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv er der ligeledes god ræson i en tunnel. For vores børn på Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium er den stærkt trafikerede Marselis Boulevard, for manges vedkommende, den eneste eller korteste vej til skole. De benytter den side om side med last- og personbiler i stort antal. Det vil tunnelen bidrage til at afhjælpe.

Af disse årsager bakker Dansk Industri op, når forvaltningen angiver Marselistunnelen som en af flere muligheder til at forbedre infrastrukturen i Aarhus. Det er hverken nogen lille eller billig opgave at anlægge sådan et projekt, men både for industriens og borgernes skyld skylder vi os selv at sætte skub i udviklingen. Tiden er inde til en tunnel under Marselis Boulevard.

(Kronikken er også bragt i Aarhus Havns blad Reportagen)

Relateret indhold