Mange kommuners håndtering af udbudsregler er konkurrenceforvridende

Mange kommunerne har gode intentioner om at tilgodese de lokale virksomheder i forbindelse med udbud af opgaver, går det alligevel ofte galt i processen. Det oplever man hos Træsektionen, som organiserer 2.500 af landets tømrermestre.
Martin Skou Heidemann. Foto: Pressefoto.
Martin Skou Heidemann. Foto: Pressefoto.

I mange af landets kommuner ønsker politikerne inden for lovgivningens rammer i størst muligt omfang at anvende de lokale håndværkere, når de står over for kommunale udbud af mindre og store renoveringsopgaver og nye projekter. En god intention, som ifølge Træsektionen fra DI Dansk Byggeri, der organiserer 2.500 af landets tømrermestre, gerne skulle løfte de lokale virksomheder og samtidig sikre en effektiv udførelse af de lokale håndværksopgaver.

Det er på mange måder godt, hvis mindre vedligeholdelsesopgaver i en kommune lander hos en lokal håndværksmester. Det er god reklame for håndværkeren, der samtidig skaber lokal beskæftigelse, giver bedre service grundet kortere reaktionstid og samtidig belaster klimaet mindre, når der ikke skal køres flere hundrede kilometer for en mindre reparation.

Alligevel er det Træsektionens oplevelse, at kommunerne trods de gode intentioner ofte får skabt den modsatte effekt, når de sender opgaver i udbud.

I strid med lovgivningen og lovgivers intentioner

Ofte indkalder man alle de lokale håndværkere til et informationsmøde om de kommende opgaver i udbuddet, så de er rustet til at byde ind. Et initiativ med stor tilslutning, hvor mange lokale håndværksfirmaer møder op til en gennemgang af opgaver, tidsplan og formalia. Desværre ender det ofte med at gå stik imod intentionerne, fordi kommunen og deres juridiske rådgivning tolker og anvender udbudsreglerne forkert.

De regler, der gælder for udbud af håndværkerydelser, er enten tilbudsloven, opgaver op til ca. 40 mio. og udbudsloven, der vedrører opgaver over 40 mio. En række kommuner anvender dog også udbudsloven til mindre udbud.

Det kan for eksempel være service- eller rammeaftaler på op til 800.000 kr. Vi forstår intentionerne med at gardere sig, men i sådanne sager er det unødvendigt og efter vores bedste overbevisning også i strid med lovgivningen og lovgivers intentioner.

Juraen misforstås

En af de steder, hvor det ofte går galt, er i forbindelse med den juridiske håndtering af udbuddet, der udarbejdes ud fra en omfattende standardversion af en såkaldt ESPD, som skal anvendes efter udbudsloven, men ikke tilbudsloven.

En ESPD er et fælles europæisk udbudsdokument og en standardformular, der skal anvendes ved prækvalifikation til udbud over 40 mio. kr., som også kræver omfattende dokumentation. Det er en vigtig formular ved tilbudsgivning på store udbud, men helt ved siden af, når der er tale om rammeaftaler på mindre opgaver. Udbuddene er nemlig oftest langt under udbudslovens tærskelværdier.

Hos Træsektionen oplever de blandt andet, at der er spørgsmål, de mindre håndværksmestre enten ikke kan svare eller ikke tør svare på. Det gælder blandt andet krav om overenskomst, sociale klausuler og krav til lærlinge, fleksjobbere og lignende.

Forgæves indsats

Gorm Larsen & Søn Snedker- og tømrerfirma A/S er en af de virksomheder, som løbende deltager til informationsmøder, når nærliggende kommuner inviterer dem for at drøfte kommunale opgaver. Netop tidsforbruget på at give tilbuddet er en stor udfordring.

Virksomheden oplever, at deltage i møder hos flere kommuner og mødes bl.a. med 17 borgmester i København og omegn hvert år. Her lover de enkelte borgmestre og forvaltninger hver gang, at de vil opsætte rammerne for at byde, så SMV´er kan være med. Der er kommuner, der lytter og foretager ændringer. Men de fleste fortsætter med at sætte det op, så kun ganske få aktører, der kan tælles på en hånd, kan byde på opgaverne.

Træsektionen opfordrer derfor kommunerne til at tage drøftelsen med erhvervsorganisationerne inden udbud. Derved sikrer kommunerne sig muligheden for at drage erfaringer fra andre kommuner, hvor man har fundet gode løsninger til gavn for både kommunen og de lokale håndværksmestre.

Det er vigtigt at konkurrenceudsætte opgaverne, men kommunerne skal blive bedre til at anvende udbudsregler. Man skal passe på, at man ikke altid anvender de mest rigide regler “bare for en sikkerheds skyld”. For derved opnår man det helt modsatte af, hvad der var hensigten med udbudsreglerne. I stedet for at sikre fair og lige konkurrence, bliver det til en barriere, som mange mindre håndværkere ikke kan komme henover

Relateret indhold