Mange ingeniører må kigge forgæves efter en senioraftale

På trods af et stort ønske om fortsat at bidrage til arbejdsmarkedet, har færre end hver 10. privatansatte ingeniør over 55 år en seniorordning eller en aftale med deres arbejdsgiver om at få en. Det gab skal lukkes, mener IDA.
Morten Thiessen er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA. Pressefoto.
Morten Thiessen er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA. Pressefoto.

Erfaringerne peger på, at hvis de allermest rutinerede højtuddannede vidensarbejdere med indsigt i teknologi, it og naturvidenskab skal udskyde deres pension og forblive på arbejdsmarkedet, så er seniorordninger den kur, der dur. Alligevel er det færre end hver 10. privatansatte medlem af IDA over 55 år, der har en seniorordning eller en aftale med deres arbejdsgiver om at få en på et senere tidspunkt. Det viser en ny undersøgelse blandt 2.944 privatansatte medlemmer over 55 år.

Spørger man de +55-årige, som ikke har en senioraftale, om de ønsker at få en, så svarer flere end seks ud af ti, at det er de positivt indstillede overfor: 28 procent er sikre på, at de gerne vil have en ordning, der giver dem fleksible arbejdstider, nedsat eller gradvis nedsat tid samt større indflydelse på de arbejdsopgaver, der skal løses. Og næsten hver tredje, 34 procent, svarer, at de tror, at de gerne vil have en seniorordning. Kun 12 procent svarer, at de ikke vil have en ordning.

Mange af vores medlemmer ønsker at blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt og for manges vedkommende også efter, de har rundet pensionsalderen. Senioraftaler er det værktøj, som kan fastholde dem. Derfor er det skuffende, at der disse ordninger ikke er mere udbredt på det private arbejdsmarked.

Undersøgelsen viser også, at mange, der er sikre på eller tror, de gerne have en senioraftale, ikke kan få en. Flere end hver femte, der ønsker en ordning, må kigge forgæves den. Og 18 procent af dem, der tror, de gerne vil have en senioraftale, har heller ikke muligheden på deres nuværende arbejdsplads. Samtidig er der store grupper, som ikke ved, om muligheden er til stede.

Det er paradoksalt, at mens vi kan se, at headhunterne har travlt med at forsøge at hente medarbejdere hos konkurrenterne i jagten på erfarne kræfter, så er der mange erfarne vidensarbejdere, der må kigge forgæves efter den senioraftale, som rent faktisk kan fastholde dem på arbejdsmarkedet. Det tyder på, at de private arbejdsgivere under ét skal blive bedre til at tage sig af deres seniormedarbejdere og få etableret disse ordninger. Alternativet er, at vi fortsætter med at sende erfarne kræfter, som gerne vil bidrage, på pension. Vi taler om en vigtig reserve af vidensarbejdere med stærke kompetencer, som vi helt sikkert kommer til at mangle i årene fremover.

Relateret indhold