Lovpræcisering kan spare samfundet milliarder

Morten Frihagen er direktør i Dansk Håndværk.
Morten Frihagen er direktør i Dansk Håndværk.

En analyse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen viser, at når offentlige udbud deles op i mindre bidder, så er det ofte de små virksomheder, der kommer med det bedste bud. At valget i den situation falder på dem, dokumenterer at de ofte leverer det bedste produkt til den rigtige pris.

Udbudsloven kræver, at offentlige opgaver så vidt muligt skal deles op. Og kan det ikke lade sig gøre, skal der gives en klar begrundelse for, hvorfor det ikke kan ske.

Går glip af besparelser

Men på byggeområdet sker det ifølge analysen ikke i samme omfang som på andre områder. Og konsekvensen er, at samfundet derfor går glip af besparelser, fordi man afholder de små fra at komme med det bedste tilbud.

Det kan lade sig gøre, fordi konkurrencemyndighederne i øjeblikket accepterer, at begrundelsen for ikke at dele op blot er en sætning om, at udbyder “vurderer at det er mest hensigtsmæssigt at bruge en enkelt hovedleverandør”. Men samtidigt viser konkurrencestyrelsens egen analyse altså at det er i mange tilfælde er forkert.

Enten må konkurrencestyrelsen griber ind via deres lovpligtige udbudsportal og afvise udbud, der ikke giver en rimelig og uddybende forklaring på, hvorfor et udbud ikke kan deles op – med en streg under ‘kan’. Eller også må erhvervsministeren eller Folketinget præcisere fortolkningen af udbudlovens krav, så det bliver tydeligt, at der skal mere end blot en standardsætning til før udbudsmaterialet bliver lovligt.

Smuthul ikke lovens ånd

Da politikerne på Christiansborg indførte ‘opdel eller forklar’-kravet i loven, var det netop for at give alle virksomheder lige og fair vilkår i konkurrencen om de opgaver skatteyderne betaler. Og det skal de have stor ros for.

Det smuthul en række kommuner og styrelser har fundet, er ikke i lovens ånd, og når politikerne lukker det, vil vi ikke blot sikre lokale job men også sparer samfundet for milliarder. For konkurrencestyrelsens analyse viser klart, at når udbud deles, så vinder de små opgaverne i næsten dobbelt så mange tilfælde, som når de udbydes i klumper, som kun de største koncerner kan få del i.

Relateret indhold