Hvilke skader dækker arbejdsgiverens forsikring under julefrokosten?

Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Julefrokostsæsonen er så småt i gang med snaps, dans og gakkede lege på landets virksomheder. Men den mere løsslupne stemning kan i værste tilfælde ende med uheldige skader – og hvilken forsikring dækker så? Er det virksomhedens arbejdsskadeforsikring? Eller medarbejderens egen ulykkesforsikring?

Hvis ulykken skal regnes for en arbejdsskade, skal det være tydeligt, at det er arbejdsgiveren, der har inviteret til julefrokosten. Derfor kan det være en gode idé at skrive et start- og sluttidspunkt på invitationen. Arbejdsskadeforsikringen dækker kun frem til julefrokostens officielle sluttidspunkt. En medarbejder, der forsætter festen på arbejdspladsen, eller tager videre i byen, er derfor ikke forsikret af sin arbejdsgiver.

Sted og promille har ingen betydning

Det har derimod ingen betydning, om man holder julefrokosten på arbejdspladsen eller ude i byen. Hvis arbejdsgiveren har inviteret sine medarbejdere, og ulykken sker inden for den fastlagte tidsramme, vil den blive betragtet som en arbejdsskade.

Det er ligegyldigt, hvordan ulykken sker, eller hvor beruset medarbejderen har været. Så længe det, medarbejderen foretager sig, når han eller hun kommer til skade, er en del af julefrokosten, er det en arbejdsskade.

Relateret indhold