Hvem skal holde gang i produktionen i fremtiden?

Mads Graves er administrerende direktør i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Mads Graves er administrerende direktør i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Har politikerne prøvet at vandre gennem en almindelig dansk industrivirksomhed? Det spørger jeg mig selv om efter, at regeringen er kommet med deres forslag til en finanslov. Her ville de se, at den gennemsnitlige smed eller industriteknikkere er en mand i 50-60-årsalderen. Det er erfarne og dygtige medarbejdere – men mange er indenfor en overskuelig fremtid på vej på pension.

Regeringen har i forslaget til finansloven valgt at forsætte de årlige besparelser på erhvervsskolerne til og med 2021 – selvom de dog afsætter 600 millioner kroner årligt til blandt andet at styrke erhvervsuddannelsesområdet. Men de fastholder altså det såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år skærer 200 millioner kroner fra skolerne.

Hvad det regnestykke samlet ender på for de enkelte skoler, må tiden vise. Men min frygt er, at man forsat begrænser skolernes mulighed for at foretage de langsigtede investeringer, der er nødvendige, hvis de skal tiltrække og fastholde de dygtigste undervisere og samtidig investere i tidssvarende udstyr. I så fald må man konstatere, at den megen politiske opmærksom omkring erhvervsskolerne mest er gode hensigter.

Virkeligheden er, at kun 19,4 procent af de unge vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Samtidig ser vi, at de store årgange er på vej på pension. Vi skal have flere unge til at tage over. Og de er på vej – men slet ikke i et omfang, der passer til efterspørgslen. Mange virksomheder må allerede i dag sige nej til ordrer på grund af mangel på arbejdskraft.

I finanslovsudspillet lægges der op til at sænke produktionsomkostninger og afgifter for landets virksomheder. Det er vi naturligvis glade for i Arbejdsgiverne, hvor vi repræsenterer 2.000 håndværks- og industrivirksomheder. Men vi er også nødt til at spørge, hvem de forestiller sig, der skal arbejde i disse virksomheder i fremtiden?

Man kan også spørge, hvor innovationen skal komme fra? For vi vil gerne forsætte med at være innovative og konkurrencedygtige i Danmark. Men der sker ikke en masse ting alene fordi, at man giver virksomhederne nogle fordele. Det er ikke der, at deres værdi er. Det er ikke der, at mulighederne ligger i at skabe noget nyt og konkurrencedygtigt. Den ligger i mennesker. Og dem får vi bare færre og færre af i industrien. Har politikerne egentlig forstået det? Jeg tvivler.

Relateret indhold