Hoved- eller totalentreprise?

Advokat Holger Schöer, Kroman Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kroman Reumert.

Ved bedømmelsen af, om der er aftalt hoved- eller totalentreprise, er projekteringsforpligtelsen særlig vigtig, idet totalentreprise indebærer den særlige retsvirkning, at totalentreprenøren underlægges projekteringsansvar.

Sagen gengivet i TBB2015.623 omhandlede en bygherre, som havde indgået aftale med en entreprenør, og som under sagen for Voldgiftsretten var blevet uenige om, hvorvidt der var aftalt hoved- eller totalentreprise.

Bygherren gjorde gældende, at det var aftalt, at entreprenøren skulle renovere og indrette otte lejligheder i en ejendom tilhørende bygherren, samt at disse skulle afleveres nøglefærdige og indflytningsklare. Bygherren påpegede også, at ordet “totalentreprise” var indeholdt på fakturaen vedrørende “rate nr. 1”.

Hertil gjorde entreprenøren gældende, at det af hovedkontrakten fremgik, at der var tale om en hovedentreprise, samt at der ikke af andre dokumenter eller faktura – bortset fra fakturaen vedrørende “rate nr. 1” – fremgik, at der var tale om totalentreprise, hvilket bygherren ikke have reageret på.

Fremgik ikke af materialet

Voldgiftretten påpegede, at det af hovedentreprisekontrakten udtrykkeligt fremgik, at der var tale om hovedentreprise, ligesom det var anført, at AB 92 fandt anvendelse. Ordet “totalentreprise” var kun nævnt på den ene faktura, og aftalens indhold om, at lejlighederne skulle være nøglefærdige og indflytningsklare, sagde ikke noget om, hvorvidt arbejdet skulle udføres i hoved- eller totalentreprise.

Voldgiftsretten lagde endeligt vægt på, at det ikke fremgik af parternes kontraktmateriale, at entreprenøren havde nogen projekteringsforpligtelse, hvilket er en væsentlig forskel mellem hovedentreprise og totalentreprise. Bygherren havde selv rekvireret både arkitekttegninger og ingeniørberegninger, og dette burde have været entreprenørens ansvar, hvis der havde været tale om totalentreprise.

Voldgiftsretten fastslog herefter, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var aftalt totalentreprise.

Kendelsens resultalt må således ses i lyset af, at der ikke var taget udtrykkelig stilling til, at arbejdet skulle foregå i totalentrepriseform. Selvom der af kontraktgrundlaget fremgik momenter, som ofte ses i totalentreprisesammenhæng, så fremgik det flere steder, at der var tale om hovedentreprise.

Hvis en bygherre vil bevise, at der er aftalt totalentreprise, må han således sørge for, at dette fremgår udtrykkeligt af aftalen og understøttes af de faktiske forhold.

Relateret indhold