Højeste beskæftigelse i danmarkshistorien

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks Statistik var der en massiv fremgang i lønmodtagerbeskæftigelsen på 7.200 personer i januar 2018, når der korrigeres for normale sæsonudsving, heraf alene 1.100 i byggeriet.

Det er i sig selv ret vildt med så voldsom en jobvækst på en enkelt måned. Det svarer faktisk til 232 nye job hver eneste dag i januar måned. Men dagens hovedhistorie er dog, at der aldrig har været flere lønmodtagere i job i Danmark. Og den gode nyhed er, at beskæftigelsesrekorden giver appetit på mere. Arbejdsstyrken stiger nemlig i disse år heldigvis ligeså meget som beskæftigelsen, og det skyldes i høj grad rettidig reform-omhu, der sikrer, at ikke mindst seniorer bliver længere tid i job. Og det er faktisk blandt de 60-64 årige, at vi ser den allerstørste beskæftigelsesfremgang.

Befolkningstallet er også steget

En medvirkende forklaring på beskæftigelsesrekorden er ret banal: Befolkningstallet stiger også. De aktuelle 2.728.800 lønmodtagere udgør cirka 70 procent af den 16-64 årige befolkning. Så i den måling er der fortsat et nøk op til den højeste beskæftigelsesfrekvens nogensinde, som var 71,9 procent i februar 2008.

Selvom der er mange nye ansættelsesformer, mange freelancere og personer med mere løs tilknytning til arbejdsmarkedet, så må man med dagens danmarksrekord konstatere, at rygterne om lønmodtagerkulturens død nok er en smule overdrevne.

I bygge- og anlægsbranchen er det især nybyggeriet af boliger, der trækker kraftigt opad. Og selvom der i byggeriet fortsat er et godt stykke op til rekordniveauet fra før finanskrisen, så peger beskæftigelsespilen fortsat opad i 2018 og 2019. Dansk Byggeri vurderer, at branchen godt kan håndtere rekrutteringsudfordringerne med en kombination af flere nyuddannede, flere seniorer og mere udenlandsk arbejdskraft.

Derfor er det også en pseudo-diskussion, om den aktuelle beskæftigelsesfremgang mest kommer den indenlandske eller udenlandske arbejdskraft til gavn. Der er plads til og brug for begge dele så langt øjet rækker.

Trist med mangel på politisk reformvilje

Vi skal unde os selv at glæde os over, at det går godt i dansk økonomi. Siden bunden blev nået på byggeriets arbejdsmarked i april 2013, er der skabt hele 25.300 nye solide lønmodtagerjob.

Men selvom vi også i de kommende måneder og år kommer til at se nye rekorder, så er det vigtigt at finde reformværktøjskassen frem igen for at gøre opsvinget endnu mere langtidsholdbart. Det er netop i opgangstider, man bør finjustere strukturerne på arbejdsmarkedet. Og man kan godt tillade sig at ærgre sig over, at det politiske råderum i øjeblikket langt fra matcher det økonomiske råderum.

Relateret indhold