Hård Brexit truer Danmarks tredjestørste eksporterhverv

Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Dansk Byggeri frygter, at Brexit kan komme til at ramme Danmarks tredjestørste eksporterhverv endnu mere voldsomt, hvis pundet faldet yderligere. Sidste år eksporterede Danmark ifølge Dansk Byggeris eksportanalyse for ca. 3,2 milliarder kroner bygge- og anlægsvarer til Storbritannien i 2016. Og dermed er Storbritannien Danmarks fjerdestørste eksportmarked af bygge- og anlægsvarer.

Især de britiske udmeldinger om forhandlingerne om en handelsaftale med EU, hvor det nu lyder, at “no deal is better than a bad deal”.

Det kan få store konsekvenser for danske bygge- og anlægsvirksomheder, der eksporterer til Storbritannien. Vi kan frygte en toldmur, skrappere regler for indrejse- og arbejdstilladelser og en stærkt svingende valutakurs. Det vil alt andet lige gøre livet vanskeligere for eksportører til Storbritannien.

I Dansk Byggeri forventer vi, at Brexit for alvor vil kunne mærkes i andet halvår af 2017, hvor Construction Products Association forudser, at aktiviteten i bygge- og anlægssektoren i Storbritannien samlet set kun vil stige med 1,3 procent.

Storbritanniens import af bygge- og anlægsvarer er i forvejen nedadgående. Den er faldet med over én milliard kroner fra 2010 til 2016. Det svarer til et fald på otte procent. I de vanskeligste år i 2012-2013 formåede danske eksportvirksomheder at fastholde eksporten til Storbritannien, men herefter er markedsandelen halveret.

I virksomhederne mærkes beslutningen om Brexit ved, at pundet er faldet med 15 procent. Mange har derfor sænket priserne på deres produkter for at bevare konkurrenceevnen i forhold til de lokale virksomheder.

Vi får indberetninger fra virksomheder, der fortæller, at valutakursen har medført prisstigninger på danske produkter med 15-20 procent. Det giver selvfølgelig klø på omsætningen hos de danske eksportører, som derfor bliver udfordret i forhold til at manøvrere med gode danske produkter på dette marked.

Til gengæld vokser det irske marked. En del af forklaringen er, at flere udenlandske virksomheder flytter deres aktiviteter væk fra Storbritannien til Irland på grund af den usikre situation med Brexit. Danske byggevirksomheder oplever også gunstige vilkår for eksport af byggematerialer til Irland.

Efter finanskrisen, hvor flere danske producenter brændte sig voldsomt på det irske marked, har byggeriet i Irland ligget stille. Dog har markedet været lidt bedre de seneste to-tre år. Og efter Storbritanniens beslutning om Brexit er der for alvor kommet gang i byggeriet igen. Vi hører nu også fra medlemmer, at der er et byggeboom i gang i Irland.

Relateret indhold