D. 21. november skrev Søren Peter Nielsen her på Dagens Byggeri en kommentar om, at “Plejer” måske ikke er god nok. Søren taler blandt andet for en bedre samarbejdskultur i byggebranchen, hvilket sådan set er yderst sympatisk. Igennem indlægget giver han også udtryk for en ambition om at stræbe efter det optimale. Planlægning, projektmateriale og beslutningsprocesser skal være optimale i en byggeproces. Søren slutter af med “Når vi gør som vi plejer – så får vi det vi plejer, og det er ikke altid godt nok”.
Jeg synes, det er lidt synd for Plejer. Plejer får tit en hård medfart og er desværre udsat for en del kritik. Men er Plejer nu så dårlig, som Søren beskriver? Kan vi egentlig undvære Plejer, når vi skal håndtere de ofte meget komplekse byggeprojekter? Sagen er den, at uden Plejer vil det hele sikkert være et stort rod. Plejer hjælper nemlig ofte de mange dygtige og dedikerede professionelle inden for byggeriet med at træffe beslutninger i meget usikre, komplekse og tidsbundne projekter. Langt oftest går det godt med Plejer, men nogle gange fejler han desværre.
Årsagen til, at Plejer fejler, er naturligvis multifacetteret og kan ikke bare uden videre koges ned til en enkelt ting. Nogle gange kan det være et dårligt specificeret byggeprogram, andre gange dårlig projektering eller dårlig udførelse. Årsagerne kan være mange og svære at gennemskue og sætte ansvar på. Vi kan sikkert alle gøre det bedre, men Plejer er trods alt meget hjælpsom. Specielt når der skal tages en beslutning og hvor man ikke har ressourcerne og ikke en på forhånd et ordentligt defineret fundament men hvor fremdrift er nødvendigt.
Søren er på jagt efter det optimale i planlægning, projektmateriale og beslutninger. Altså optimalt defineret som den “mest gunstig eller bedst tænkelig i betragtning af de aktuelle omstændigheder”. Jeg syntes det er en fantastisk ambition, men måske en smule urealistisk. For at finde den “optimale” fremgangsmåde i skak findes der såmænd mindst 10120 mulige træk man skal forholde sig til (der findes omkring 1082 atomer i det kendte univers). Jeg vil vove den påstand, at et byggeprojekt er noget mere kompliceret end et spil skak.
Men hvis nu vi ikke kan få det optimale, hvad gør vi så? Byggeprojekter er generelt underlagt mange usikkerheder, og det er ikke altid, at disse usikkerheder er særligt bekvemme, men de er et vilkår og vi skal lære at “danse” med dem. En stor del af et byggeprojekt er at reducere usikkerhederne og tage beslutninger, så vi i sidste ende får en bygning, vi er tilfredse med. Her har vi to vigtige aspekter; 1. at vi får en bygning og 2. at vi er tilfredse med den.
Hvis vi skal have en bygning, skal de involverede tage beslutninger. Negligering at konsekvenserne ved ikke at få tage også tidsmæssigt-begrænsede beslutninger kan have en høj pris i en ofte stram planlægning. Beslutninger bliver aldrig optimale, og at overtænke beslutninger gør dem ikke nødvendigvis bedre. En beslutning kan blive god nok og det er her at Plejer kommer ind. Plejer er god i de situationer, hvor byggeriet ligner noget, vi har prøvet før, og knap så god i de situationer der ikke ligner noget vi har prøvet før. For at vi får bedre byggeri skal vi blive bedre til at kende forskellen imellem de to, så vi får alt det gode ud at ham Plejer og får tænkt os godt om i de situationer, hvor han ikke er så god.
Plejer har altid været et nemt offer fordi det er nemt at kræve det optimale, men det er desværre umuligt at levere. At derimod levere en god nok beslutning er måske undervurderet og lyder måske ikke så ambitiøst, men det er måske den retning vi skal i hvis vi skal forbedre dansk byggeri, flere “gode nok” beslutninger og færre dårlige. Måske skal vi genopfinde Plejer og hans venner, og blive bedre til at snakke, forske og udvikle på dem. På den måde kan vi måske også bedre håndtere en fremtid som nok stiller større krav og er mere usikker.
