Glædelig stigning i ingeniøroptaget

Administrerende direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.
Administrerende direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.

Med en stor stigning i både kvote 1- og 2-ansøgere, ser det ud til, at den positive omtale, som ingeniørfaget har fået i medierne – bl.a. takket være Engineer the Future, har fået de uddannelsessøgende til at se de mange spændende karrieremuligheder, der findes med en ingeniøruddannelse.

Beregninger fra IDA og DI har vist, at Danmark om få år vil mangle mange ingeniører. Så denne forholdsvis store stigning i optaget af studerende på ingeniøruddannelserne er ikke bare godt for de mange virksomheder, der virkelig mangler ingeniører, men også godt for Danmark. Ingeniørfagene er blandt de fag, der bidrager mest til jobskabelse og eksport.

Men selvom jeg er glad for stigningen i ansøgere, mener jeg, at det er for tidligt at afblæse alarmen.

Vi kan se, at initiativer som Engineer the Future hjælper og øger bevidstheden omkring tekniske og naturvidenskabelige uddannelser blandt de unge. Men når vi ser på de fremtidige rekrutteringsudfordringer, så er det jo ikke kun ingeniører, der er en mangelvare, det vil være inden for stort set samtlige tekniske og naturvidenskabelige fag, at vi vil være udfordret.

Teknologipagt et must

Det næste naturlige skridt er derfor at effektuere den teknologipagt, som regeringen efter hollandsk forbillede har bebudet. Det er vigtigt, at alle – især politikerne – tager ejerskab for denne dagsorden og sørger for, at hele fødekæden bliver involveret – lige fra grundskole til ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser og fra arbejdspladser til fag- og brancheorganisationer. En teknologipagt er fortsat et must.

De rådgivende ingeniørvirksomheder er en branche, der beskæftiger mere end 10 procent af de erhvervsaktive ingeniører i Danmark. Branchen bidrager til samfundsøkonomien gennem en samlet omsætning på 25 milliarder kroner, hvoraf 60 procent kommer fra udlandet, og branchen skaber projekter og løsninger på en række områder fra byggeri og industri til klimatilpasning, energi og infrastruktur, der bidrager til værdi og vækst i Danmark.

Derfor har FRI behov for at der skabes en teknologipagt i Danmark, og vi har forudsætningerne for aktivt at bidrage til, hvordan en teknologipagt bedst skrues sammen.

Relateret indhold