Gentagelse fremmer produktiviteten

Konsulent Alexander Porsman, DI Byg.
Konsulent Alexander Porsman, DI Byg.

Sparepotentialet ved at samle visse typer byggerier i større udbud frem for at starte forfra hver gang er betydeligt. Større udbud betyder blandt andet, at byggeprocesser kan gentages, og det fremmer produktiviteten.

Gentagelseseffekter for nybyggeri kan betyde op til 25 procent lavere byggeomkostninger, og for renovering helt op til 60 procent. Det viser en analyse fra McKinsey, “Create Economical Growth in Denmark Through Competition”.

Potentiale øges

Samtidig betyder større udbud, at potentialet for at anvende modul- og seriebyggeri øges. Dette er endnu en måde at sænke byggeomkostningerne på.

Gentagelseseffekter samt serie- og modulbyggeri betyder ikke, at vi skal bygge kedeligt og ensformigt. Danske byggevirksomheder er nemlig langt fremme, når det gælder om at bygge vidt forskellige bygninger med meget forskellige udtryk, selv om mange af materialerne og arbejdsprocesserne er de samme.

Kræver fokus

Det er vigtigt at bevare den danske tradition for høj kvalitet og unikke bygninger, da vi opholder os det meste af vores liv i bygninger.

Samtidig skal der dog fokuseres benhårdt på nedbringelse af omkostningerne. Udbud af byggeri er et af stederne, hvor incitamenterne for at opnå begge disse mål kan øges, og derfor anbefaler DI Byg at samle udbud af ensartede bygninger i større udbud.

Relateret indhold