Regeringens længe ventede udspil om at stramme klimakravene er en væsentlig styrkelse af grundlaget for bæredygtigt byggeri i Danmark og dermed en styrkelse af den grønne omstilling.
Dog er der behov for yderligere justeringer og forbedringer i de kommende forhandlinger, og forhåbentlig bliver det en proces, der kan afsluttes inden sommerferien.
Tre gode elementer
I FRI vil vi særligt fremhæve tre gode elementer i udspillet:
For det første en differentieret tilgang til bygningsmassen, som er en reel anerkendelse af, at det er enklere at bygge og designe et parcelhus, end et kulturbyggeri; for det andet at alt byggeri bliver omfattet, ikke kun bygninger over 1.000 m2, og for det tredje, at der nu også fokuseres på carbon footprint i byggeprocessen, altså inkl. ’byggepladsen’. Det er nyt, og det er godt.
Uambitiøse grænseværdier
Men der er bestemt også plads til forbedringer, som vi håber at komme til at se behandlet i forhandlingerne om udspillet.
Er det reelt ikke uambitiøse grænseværdier? Byggeriet har allerede fået ’foræret’ ca. 1,7 CO2e/m2 gennem et ændret energimiks. Hvor er fokus på transformation og renovering? Det burde også blive inkluderet.
Derudover mangler der klare retningslinjer for kontrol, digitalisering – herunder et fælles digitalt afleveringsformat og dataopsamling – samt en tydelig tidsplan for, hvornår kravene træder i kraft.
Branchen har brug for tid til implementering, men naturligvis skal dette ikke trækkes unødigt ud.
Nu vil vi følge forhandlingerne om, hvor de kommende krav lander.
Det bliver forhåbentlig en proces, der kan afsluttes inden sommerferien.