Faglærte skal løfte Danmark ud af krisen

Der er god fornuft i nyt udspil fra beskæftigelsesministeren, som sætter fokus på opkvalificering af ledige.
Tina Voldby er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Tina Voldby er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i dag (10. juni) præsenteret et udspil til opkvalificering af ledige. Det skete på et pressemøde hos landets største teknikentreprenør, Kemp & Lauritzen, der blandt andet uddanner mange elektrikere og vvs-energispecialister.

Det er de brancher, som i forvejen uddanner flest lærlinge, og hvor der de senere år har været et stigende behov for faglært arbejdskraft. Derfor er det fornuftigt, at man netop fokuserer på voksenlærlingeordningen i forhold til fleksibilitet og incitamenter.

Inden for el- og vvs-området vil der også i fremtiden være behov flere faglærte – ikke mindst i forbindelse med hele den grønne omstilling. De faglige kompetencer, som skal sikre moderne intelligente tekniske installationer og produktion af grøn energi, spiller en helt central rolle, hvis vi skal nå regeringens egne klimamål.

Det er altid fornuftigt at sende ledige i den retning, hvor der er jobmuligheder. Derfor er det også vigtig at målrette uddannelsesindsatsen til for eksempel de tekniske fag, så vi får flere faglærte i fremtiden, der kan hjælpe os med at løfte hele landet videre efter coronakrisen.

Relateret indhold